Bidrag til Kundskab om de danske Provindsers nærværende Tilstand
i oekonomisk Henseende

20 sine Koer og Stude, dem hay ved dette Hjelpemiddel kan holde inde kil St. Hansdag og længere. Med den hsjstfordelagtige, ja for Colonisternes Existence aldeles afgjorende Brug af Stude til Arbejdsdyr, er det nu kommen saavidt: at kun Præsten og een Mand' til paa hele Colonien holde Heste. Anbelangende Amtets oeeonomist'e Forfatning, da fejle vi vel ikke meget ved at sætte det ved Siden af Aalborg Amt, og begge nederst paa Listen af de jydske Ti. Salling Land og den lille Strimmel af Høregnen, kunne vel fortjene at rykke lidt hojere op; men dette er jo den mindste Part. Der er maaffee ikke mindre men mere Formue gjcmt i dette Amt, end i noget andet, (vi tale naturligvits ej om Kjobsraderne); men den er her mere ulige fordeelt, den har sat sig t ‘Klumper, ikke mange, men gjerne-store; og Amtet kan i saa Henseende lignes ved en Havrer mark, hvor Sæden i det Hele siaaer tyndt; men hvor dog findes hist og her nogle frodige Totter, dem Zyden allegorist kalder Galte. Een, og den vist nok meget gammel, Folkeforlystelse, finder x jeg for sin Sjeldenheds Skyld værd at anmærke. Forste Pintser dag om Eftermiddagen samles Almuen fra det halve Lysgaard Herred i Aunsberg Skov, hvor Ungdommen paa en dertil altid brugt stor.traben Plads fornøje sig med Dands til Merket adstilr ler dem. De JEldre og Bornene see til, plante sig paa den blode Grønsvær og spadser^ omkring i Skoven. Spiser og Drikkevare medbringe de Fleste, ligesom hen kjobenhavnske .Borgerstand til . Dyrehaven. Men paa de senere Aar findes her flere Restaurer- tionstelte; thi nu samles her ej allene Bonder, men næsten alle af Herredets Beboere udenfor Bondestanden, tilligemed mange af Viborgenserne. Zeg har flere Gange bivaanet denne Foraarsfest, 'og gledet mig ved at finde hvorledes den i Anstcrndighed, Frede- lighed og uskyldig Munterhed fejredes af saa talrig og blandet en Forsamling. Paa en Snees Aar har en lignende Forlystelse fun- det Sted i Palstrnp Skov anden Pintsedag. Zeg kan her ikke andet end berøre en Gjensrand, som i mange Aar har ligget mig paa Sinde, en Gjensrand, som hal- tildraget sig Negjeringens Opmærksomhed, og om hvilken flere end jeg — saavei uden som paa hsjere Opfordring — har fremsat