Bidrag til Kundskab om de danske Provindsers nærværende Tilstand
i oekonomisk Henseende

67 Skorsteensleer, saa og Væggeleer, er — især det første, naur det er gammelt nok, et ypperligt Znsrigationsmiddel. Det fremdriver især Vaarkorn og Græs med en Kraft, der ofte over- gaaer Mergelens. Det bruges kun lidet paa samme Maade som hiin Jordart; men meer som Blanding i Møddinger, hvorved dets Virkning forstørstedelen forfejles. Det bor nemlig bruges for sig selv, og spredes om Efteraaret ovenpaa den Gwnjord eller Stubjord, som næste Foraar stal vendes, til Sad eller Brak. Det indsuger og satureres da her — efter min Formening — af frugtbargjorende Elementer i Luften: Kulstof, Surstof o. s. v. Thi i sig selv indeholder det intet Gjsdningsstof, undtagen den Smule Sod, der hænger ved Skorsteensbrokkcrne, af hvilket det meste affalder ved Behandlingen. Det kunde være Umagen værdt at prøve — især i mergelløse Egne.— om ikke op- kastet Leei>, naar det fik Tid til at gjennemtørres, eller endnu bedre, naar.Tørringen, fremmedes ved Ild, kunde vorde et godt Gjsdmngssurrogat. Tørvejord — Skudtsrvjord — har været forsøgt af Enkelte, men med samme Held som den terre Tang: den plejes ned og op igjen, men lige dod bliver den formedelst sin absolute Tem dents imod at amalgamere sig med andre Zordsroffer. End ikke som Smul eller Affald er der noget ved den at gjsre. Ikkun brændt til Aske virker den som Gjsdningsstof. Hedetorv anvendes allevegne (af Bønderne) hvor de kunne haves, deels raae til at stroe i Gaardene, deels, og det langt mere som Aske. Min Mening herom har jeg paa et andet Sted udtalt; men som Gjodningsmiddel er Hedetorvaffe — fkjondt of- test meer eller mindre sandblandet — et meget godt Surrogat. Zo koldere og sidere a: jo surere, Zordsmon, jo kraftigere Virk? ning. Torvene brændes meest der, hvor de ere ffaarne — hvor- ved de fleste Hedebrynder opstaae — og anvendes enten ene for sig selv, eller blandet i Compostmodding, baade til Vinter- og Vaar-Sad. Paa Enge, som forhen kun gav kort og skarpt Græs, det Leen, om den ej var skarp som en Ragekniv, ikke , kunde faae «Maaren, har jeg sect ved saadan Aste fremtryllet en forbavsende Frodighed: ifterdetfor „Kattessjerg", som Bom derne caracteristist kalde det, bølgede her nu en Alen hvj Græs? 5*