Bidrag til Kundskab om de danske Provindsers nærværende Tilstand
i oekonomisk Henseende

Forfatter: St. St. Blicher

År: 1839

Serie: Tolvte stykke

Forlag: Directeur Jens Hostrup Schultz

Sted: Kjöbenhavn

Sider: 227

UDK: TB 908(489) Bid

Foranstaltet, efter Kongelig Befaling, ved Landhuusholdningsselskabet.

Søgning i bogen

Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.

Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.

Download PDF

Digitaliseret bog

Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.

Side af 244 Forrige Næste
78 med Græs, Ilden, og kun nogle faa Smaagranner indei:for bleve svedne. Saadan Zldsvaade opstaaer nersten altid deraf, at man brænder Hedetorv til Aske for nær ved Heden. Neiser sig nu pludselig Vinden fra den modsatte Kant, saa er — især om dette steer om Natten — for nogle faa Mennesker intet at ud- rette til Slukning. I saa Fald ringes med Kirkeklokkerne, og alle de Omboende — saamange som kunne fore Spade eller Fork — ile nu til Hjelp. „Og hvori bestaae denne?" Vand er sjelden at erholde paa slige Steder; men haves det, da stikker man Her detorv paa en lang Fork, dypper Torven i Vand og skyder denne for sig hen ad Kanten paa den brændende Hede. Er der Vand nok og Folk nok, lykkes undertiden denne Operation. Hyppigere bruges at skiære for Ilden: Saamange som da have Hedetorvspader, grave da, et halvt eller et heelt hundrede Alen — kortere eller længere — saavidt Rog og Varme tilla- der, en Linie to tre og fire Torv bred af og kaste Torvene med Zordsiden opad ovenpaa Lyngen udenfor. Herved standses ' Branden, naar Strækningen ej er for stor eller Vinden for stærk. Det sikkreste — for ukyndige paradoxe — Middel, som og al; * mindelig sættes i Forbindelse med det foregaaende, er: at „bræn- de for". Man ankernder nemlig den Side af Lyngen, som ven- der mod Ilden og Vinden. Den brænder vel da langsomt, men fortærer alligevel inden den lose Ild naaer til, et temmeligt bredt Stykke, og betager altsaa Luen sin Næring. Endnu eet — men virkelig paradox Middel, har man stun- dom taget sin Tilflugt til: at vende Vinden! Men da det som oftest flog fejl, og Naturen viste sig stærkere end dens prcesum- rive Herre — Hårmesteren; denne desværre oftest boede langt borte, og i al Fald maatte hentes til Hest i Gallop, saa er denne Troldom nu at ansee som dod og magtesløs at være. 21 f Amtets store Heder ere, forst ved Colonisationen i Lys- gaard og Hids Herreder, og senere som Folge af Udskiftningen, en ikke ubetydelig Deel opdyrket og forvandlet til Agerland — hvormeget? vilde neppe mere være muligt at faae udredet; men det gaaer i flere tusinde Tender Land. Den almindelige Cultiverings- maade er felgende: Lyngen afbrændes, og saasnart muligt brakkes (pløses) Zcrden, for at faae den Smule Aske ned med: efter