Bidrag til Kundskab om de danske Provindsers nærværende Tilstand
i oekonomisk Henseende

275 dyrke sin Iord saaledes, at han lever vel, fremdeles lad det gjælde, saalænge ingen Arbeidshænder ere i Staten uden den stavnbundne Agerdyrkers. Det er godt at der spindes, tvindes og væves; og naar det ellers ei kan skce, da steer det ved Bondcflægten, ligesaa naar Bonden ei har Brød nok, og ei kan faae det ved Ploug eller Pleiel, da lad ham gribe til Leen og Hasp. Men det tør jeg mene, at smukkest og hæderligst er det, naar Bonde er kun eet, naar han ved det eene har godt, har nok for at leve vel og leve med Hæder. Bon, demanden sidde paa sin Lod og rygte den vel, og see grant til med Tyende og med Kræl Har han da sit Hsisæde med bløde Bænkehyn- de, og flumrer Gubben end i hede Middagsstund: det kunde jeg efter mine Tanker om Bondes Vellevnet og Bondes Hæder fryde mig ved, naar kun ellers alt stod smukt i Mark og Vye. — Nei jeg vilde ei see min Plougmand med Teen eller Strikkepind i Haand; bort med det, naar han ffulde være den kraftige, der kan taale heede Sommer og barske Vinter. Da hellere saae jeg ham fælde Ræv og Maar, og L>rn og Glente; det kunde vænne hans Arm til Landeværn." Det er sijsnt sagt, men desto værre gjælder det nu her, at Bonden vel knnde behove, for at have Brødet, at udøve den H^insflid, som med hans Marks Drift kan forenes, og til enhver Tid er det vist, at Vinteraftenen er for lang til Ledig- gang. — Hvilen i hede Middagsstund kan han behove, og Gud unde Danmarks hæderlige Bonde saadanne Vilkaar, at han kan leve et beqvcmt Liv, som billig Løn for fin sure Sveed, da gaae vor faderlige Konges og hver brav Patriots Hnfter i Opfyldelse. Men at komme tilbage til vor Vendelboer, han er dog ei i alle Amtets Egne lige ørkesløs i Vinteraftenerne; thi Dronninglnnd Sogn og tildeels Taerrs, Jerslev og Skæve Sogne gjsre Undtagelse fra den almindelige Hrkcsloshcd, da der forarbcidcs en Deel Træskoe, tildanncs Vogntsmmer og Ager-Redflabcr, flettes Kurve og bindes Koste af O.viste eller Lyng. — Brigader Halling, som indtil for 30 Aar siden eiede Dronninglund og Dronninggaard, anbragte de flinkeste Bon- dcrdrenge i Dronninglund Sogn til hvad Haandværk, han ansaae dem for dueligst, hvorved ei alene Sognet da blev vel forsynet med Haandværkere, men endog hos Bornene, om de cnd udelukkende bestemtes for jordbruget, Lyst til FUttighed i Huset forplantede sig. (18*)