Grafologien
Et Bidrag til Belysning af Moderne Overtro med 16 Fotografiske Tavler

30 ■ GRAFOLOGIENS HISTORIE OG METODE. Side er det ligesaa indlysende, at nogen grafologisk »Vi- denskab« have disse Mennesker overhovedet ikke kunnet frembringe, fordi de i Almindelighed ikke vidste, hvorpaa deres Dom beroede. De kunde derfor aldeles ikke op- stille almene Sætninger, der lod sig meddele til andre. Saa værdifulde »gode Indfald« end kunne være i Viden- skaben, saa kan den rene Intuition dog aldrig blive nogen videnskabelig Metode. Michon slog derfor ind paa Empiriens Vej, der efter ham har været fulgt af saa godt som alle andre Grafo- loger. Metoden er ligefrem denne: Man samler saa mange Haandskrifter som muligt, der frembyde en fælles Ejendommelighed, og man skaffer sig Oplysning om de paagældendes Karakter. Finder man nu et fælles Karak- tertræk hos dem, saa slutter man, at den fælles Skrift- ejendommelighed hidrører fra, altsaa betyder, dette fælles Karaktertræk. Men uheldigvis er denne Slutning ganske utilstedelig; man kan ikke fra faa Tilfælde slutte alment, naar man ikke har særlig Garanti for, at de to Fæno- mener have noget med hinanden at gøre. Det kunde jo være, at det fælles i Skriften hidrørte fra et helt andet Karaktertræk, som man slet ikke havde faaet rede paa. Det kunde jo ogsaa let tænkes, at det grafiske Fænomen havde helt forskellige Aarsager hos de forskellige Men- nesker. Man kan ad denne Vej »slumpe« til rigtige Re- sultater, men alle de saaledes vundne Tydninger, alle de »opdagede« Tegn have ikke Spor af videnskabelig Værdi. Herimod ville Grafologerne nu indvende, at Beviset for de opdagede Tegns Rigtighed er givet dermed, at de grafologiske Portrætter (Karakterskildringer) stemme med Virkeligheden. Mærkelig nok vedblive Grafologerne at køre op med dette Argument, da der dog ikke skal stor Skarpsindighed til at opdage, hvor lidt det beviser. Alle- rede Michon paaberaabte sig Folks Tilfredshed med de af ham udkastede Portrætter, skønt han mangen Gang —