Grafologien
Et Bidrag til Belysning af Moderne Overtro med 16 Fotografiske Tavler
Forfatter: Alfr. Lehmann
År: 1899
Forlag: J. Frimodts Forlag
Sted: København
Sider: 95
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
LINJERNES BELIGGENHED OG LÆNGDE.
35
helt ud, uden at de have stærke Tendenser til Sparsomme-
lighed; det forekommer endog konstant i Breve fra en
Mand, der er umyndiggjort paa Grund af Ødselhed.
Mærkeligt er det i det hele taget, at Preyer har kunnet
fremsætte de citerede Paastande, da han senere udtrykkelig
siger, at foruden Sparsommelighed (med dens Modsæt-
ning) kan ogsaa Skønhedssans (Smagløshed) og Orden
(Uorden) have Indflydelse paa den Maade, hvorpaa Papiret
udnyttes. Dette er rigtigt. Og en hvilken som helst
Kombination af tre af de nævnte sex Egenskaber — i
meget vexlende Styrkegrad — kan altid formodes at fore-
komme hos givet Menneske. Da nu tilmed nogle af
disse Egenskaber naturlig virke i samme Retning, £ Ex.
Ødselhed og Uorden, Smag og Orden, medens andre
tildels modvirke hinanden, f. Ex. Smag og Sparsomme-
lighed, saa vil man sædvanlig slet intet kunne slutte af
den Maade, hvorpaa Papiret i et foreliggende Brev er
udnyttet. En fuldt beskreven Papirside uden Margen
kan være Tegn paa Sparsommelighed, men ligesaa godt
Tegn paa Orden i Forbindelse med en vis Smagløshed.
Det bliver derfor saa vanskeligt at slutte noget, fordi et
og samme grafiske Fænomen (altsaa f. Ex. den manglende
Margen) snart kan skyldes en enkelt Egenskab og snart
fremkomme som Resultat af forskellige andre Egenskabers
Samvirken.
Der er, saa vidt jeg kan skønne, kun nogle ganske
enkelte Tilfælde, hvor man med Sikkerhed, af Papirets
Benyttelse kan slutte til bestemte Egenskaber hos den
skrivende. En ganske regelmæssig Margen skyldes utvivl-
somt en udpræget Ordenssans; hvis Marginen derimod er
stadig vexlende fra den ene Side til den anden, snart
stor, snart lille, snart voxende, snart aftagende i Bredde
ovenfra nedad, saa kan den paagældende næppe være
ordenlig. Tilbøjelighed til Ødselhed tør man med Rette
formode hos den, der i en længere Skrivelse lader et
3*