Grafologien
Et Bidrag til Belysning af Moderne Overtro med 16 Fotografiske Tavler

74 AARSAGERNE TIL HAANDSKRIFTERS FORSKELLIGHEDER. kunne Fingrene blive saa stærkt krummede, at Pegefingeren endog bøjer indad i yderste Led (se Fig. 93), et Kunst- stykke, som dog ikke alle Mennesker ere i Stand til at præstere, eller ogsaa kunne Fingrene holdes fuldstændig strakte (Fig. 94). Vi betegne disse to Stillinger som den forkortede og den strakte, og alle andre, mulige Haandstillinger blive aabenbart Overgangsformer mellem disse to Extremer og den normale Stilling. Da det nu ifølge Sagens Natur ikke lader sig gøre at tage Hensyn til alle de smaa individuelle Variationer i Haandstillingen, saa betragte vi ved vore følgende Undersøgelser kun disse tre Former: den normale, den forkortede og den strakte. Hvad dernæst Penneskaftets Retning angaar, saa er her igen en Rigdom af mulige Variationer, blandt hvilke vi ligesom for Haandstillingernes Vedkommende udtage tre Hovedformer, nemlig to Extremer og en mellem- liggende Normalretning. Naar Penneskaftet har den nor- male, skolemæssigt indøvede Retning, saa peger dets øvre Ende mod højre Skulder. Herfra kan der nu aabenbart afviges til to Sider, enten udad til højre eller indad mod Legemets Midte. Indad er Drejningen stærkt begrænset; et normalt konstrueret Menneske vil næppe kunne dreje Penneskaftet mere, end at dets øvre Ende peger netop mod Legemets Midte. Udad er der adskilligt større Spille- rum ; det vil uden Vanskelighed lade sig gøre at skrive med Penneholderen liggende saaledes i Haanden, at Stil- lingen er modsat den normale, saa at Pemieholderens øverste Ende peger bort fra og Pennen indad mod Le- gemet. Da en saadan Stilling rimeligvis sjældent fore- kommer, betragte vi her blot det Tilfælde, hvor Penne- skaftet peger lige udad til højre, saa at det omtrent er parallelt med Legemets forreste Flade. Det er denne Stilling, som i det følgende betegnes som Retningen mod højre; desuden kommer den normale Retning og Ret-