Grafologien
Et Bidrag til Belysning af Moderne Overtro med 16 Fotografiske Tavler

BOGSTAVERNES GRUND- OG HAARSTREGER. 75 ningen mod venstre, indad mod Legemets Midte, i Be- tragtning. Enhver af disse tre Retninger kan nu forekomme i enhver af de ovenfor omtalte tre Haandstillinger, saa at der altsaa ialt bliver ni mulige Kombinationer1). Ethvert af disse ni Tilfælde giver nu sin meget karakteristiske Skrift; Prøver herpaa er vist i Fig. 95, Nr. 1—9. Som man ser, er det ikke blot Trykkets Retning men ogsaa Bogstavernes Hældning, der forandres ved disse forskel- lige Stillinger af Haand og Pen; selvfølgelig har Papirets Beliggenhed i Forhold til Legemets Symmetrilinje været uforandret under Skrivningen. Hvad Bogstavernes Hæld- ning angaar, saa ses det, at den er størst i Nr. 3, 6 og 9, mindst i Nr 2, 5 og 8. Men i Nr.'3, 6 og 9 har Haanden indtaget de tre forskellige Stillinger, medens Penneholderen i alle Tilfælde har peget mod venstre. I Nr. 2, 6 og 8 har Haanden ligeledes indtaget forskellige Stillinger, medens Penneskaftet har havt Retningen mod højre. Vi komme derved til følgende almindelige Regel: Naar Penneskaftets Retning afviger fra den normale og peger udad mod højre, saa vil Skriften blive stejlere, uanset Haandens Stilling; hvis Penneskaftet derimod peger indad mod Legemets Midte, saa bliver Skriften mere liggende, uanset hvorledes Haandens Stilling iøvrigt er. Ser man derefter paa Trykket i Skriften, saa viser det sig ogsaa nærmest at være afhængigt af Penneskaftets Retning. Dette er let forstaaeligt, ti Trykket fremkommer ]) Den tyske Grafolog P. Wächtler, der saa vidt vides er den første, som har behandlet alle disse Forhold systematisk (Be- richte der deutschen graphol. Gesellschaft. Bd. 2. 1898.), har for hver af de nævnte ni Kombinationer, endnu tre Under- afdelinger, eftersom Pennen ligger normalt, tæt ved Haanden eller langt derfra. De derved opstaaende Former ere dog ikke meget karakteristiske og forvirre kun Overblikket, hvorfor jeg ikke tager dem i Betragtning.