Skibsmaskinlære
Udarbejdet Til Brug For Styrmænd Og Skibsførere

74 store, har ikke megen Indflydelse paa Vægten af den Kulmængde, som et givet Rumindhold kan indtage; derimod vil en Kulsort, hvis Kulstykker ere af forskjellig Størrelse, stuve bedst. Newcastle-Kul, skotske Kul og lignende Kulsorter kunne i Reglen laas i Søstæderne, da de næsten udelukkende benyttes i Handelsskibe. Wales-Kul faas uden for England som oftest kun i Havne, der hyppig søges af Orlogsskibe. De almindelige Kjendetegn paa gode Kul ere, at de ikke smuldre let, ere haarde og faste, frembyde et sort, blankt Udseende, ved Itu- slagning give et glinsende Støv, ere røgfri og svovlfri. Daarlige Kul kjendes paa, at de have et brunt eller graat Udseende og et skiferagtigt Brud, ved Ituslagning give et jordagtigt Støv og under Forbrændingen megen Aske og Slagge. 95. Forbrænding. Under Forbrændingen gaar Kullenes Hoved- bestanddel, Kulstoffet, i Forbindelse med Luftens Ilt under Udvikling af Varme, og der dannes Kulsyre, dersom Forbrændingen er fuldstændig, i modsat Fald Kulilte. Brinten forbinder sig med Luftens Ilt ligeledes under Udvikling af Varme, og der dannes Vanddamp. Forbrændingen foregaar i Kjedlens Ildsted, hvor Kullene hvile paa Risten. Luften tilføres Kullene gjennem Askegraven og Risteslængernes Mellemrum. Tænker man sig Risten dækket af et Lag glødende Kul, og der paafyres friske Kul, blive disse opvarmede og Kullenes flygtige Be- standdele (volatile ingredients) uddrevne: disse bestaa af Kulbrintforbin- delser, Tjærearter og Vanddampe. En tyk, gullig Røg stiger op fra Kullaget, men er Varmegraden lig eller højere end Gasarternes Antæn- delsespunkt, og er den. fornødne Luftmængde til Stede, vil Røgen strax bryde ud i Flamme under Udvikling af Lys og Varme. Flammens (flame) lysende Evne skyldes de fine, glødende Kuldele, som udskilles af Gasarterne; jo flere Gasarter Kullene indeholde, des kraftigere er Flammen; fede Kul ere derfor stærkt flammende. Da Kulbrinterne forekomme i fast Form i Kullene, medgaar der en betydelig Varme til at gjøre dem luftformige. Under Gasarternes Uddrivning falder derfor Ildstedets Varmegrad. Heri maa søges Aarsagen til magre Kuls Overlegenhed iVarmeevne, sammenlignet med fede Kuls. Gasarternes Blanding med Luft og deres Forbrænding foregaar dels i Ildstedet, dels i Forbrændingskamret. Deres Brint vil først, sammen med Luftens Ilt, forbrænde til Vanddamp, og dernæst vil det udskilte Kulstof forbrænde, dersom Varmegraden er over dettes Antændelsespunkt. Er den fornødne Luftmængde ikke til Stede, vil Kulstoffet forbrænde til Kulilte, hvad der er forbundet med et stort Varmetab; er Lufttilførselen derimod tilstrækkelig, forbrænder Kulstoffet til Kulsyre.