Esrom Kloster
Bidrag Til Dets Bygningshistorie

8 til Hensigt at naa hen til Hjørnet af en allerede for Haanden værende Bygning i Øst1). — Med Hensyn til de for- skjellige Perioder, i hvilke Bygningens tre Afsnit ere opførte, da maa de alle antages at ligge indenfor den yngre Middelalder. Det vestre Parti gaar næppe længere tilbage end til det 14de Aarhundredes Midte, det østre er for- mentlig henved et Hundredaar yngre, og Halvtagsbygningen skyldes vel nærmest Slutningen af det 15de eller Begyn- delsen af det 16de Aarhundrede. Den ældste betydeligere Forandring, vi nu ere i Stand til at paavise ved Bygningen, synes at være den, at der over Kjælderen er bleven spændt Hvælvinger. At disse ikke høre til det oprindelige Anlæg fremgaar bl. a. deraf, at de kom til at medføre Tilmuringen af den vestlige, paa det østre Afsnit værende Dør, saaledes at denne blev omdannet til en Blinding. Udmuringen er foretagen med Munketegl, der, saavidt man kan skjønne, ere lagte i middelalderligt Skifte. Vi udtalte ovenfor, at der i Halvtagsbygningens Mur er indsat tre smaa Tavler til Minde om paa forskjellige Tider udførte Omdannelser og Istandsættelser. Den ældste af dem med Aarstallet 1569 peger utvivlsomt hen til meget betydelige Arbejder. Vinduerne i Hovedfløjen og største Delen af dem i Halvtagsbygningen skrive sig formentlig fra dette Aar, til hvilket vi sikkert tillige maa henføre Udstyrelsen og den delvise Ombygning af Gavlpartierne samt Fornyelsen af det øvre Murværk paa det østre Afsnits Nordside. Kvisten paa Halvtagsbygningen frister stærkt til at henføre den som Helhed til Frederik II’s Dage, men den fremtræder i det mindste nu, efter til Dels at være ombygget for nogle Aar siden, med fuldt gjennemført Munkeskifte, en Muremaade, der sikkert intet Steds her hjemme har funden Anvendelse saa sent som langt hen i det 16de Aarhundredes anden Halvdel2). Lugen vest for Kvisten — dog med Undtagelse af den gjennembrudte Laage, der kun er faa Aar gammel — samt de ældste Partier af Farveudsmykningen paa Mezzaninens Bjælker, ja maaske selve disse, tør antages at hidrøre fra denne Tid. Den under Kristian V i 1697 satte Mindetavle maa i det væsentlige knytte sig til Arbejder, der ere foretagne i Bygningens Indre. Trapperne skrive sig saaledes sikkert fra denne Tid, ligesom ogsaa de fleste af Dørindfatningerne pege hen til Forandringer fra Aarene omkring 1700. Tavlen med Kristian IX’s Navnetræk og Aarstallet 1882 er anbragt til Minde om en Restavration af Hoved- bygningens Ydre og andre allerede Aaret forinden udførte Arbejder (jvfr. 8.5). Hele det store Hus havde man gjennem lange Tider dækket med Overkalkninger, og disse bleve nu fjærnede, saa at de gamle, røde Mure atter kom til Syne. Udbedringer foretoges paa talrige Steder — Vestgavlen er saaledes i det væsentlige beklædt med nye Tegl —, Halvtagsbygningens Kvist blev delvis ommuret, en hel Række Vinduer gjennembrødes i Kjælderens søndre Mur, og Kjældergulvet sænkedes en Del. Det foregaaende Aar havde man nedbrudt den østre, noget brøstfældige Fløj, af hvilken, som tidligere omtalt, det søndre Afsnit var gammel Grundmur. Fra hvilken Tid denne Bygnings ældste Partier hidrørte, vide vi ikke, og meget maa det beklages, at der — saavidt Forf. bekjendt — ikke foreligger en af Tegninger ledsaget Beskrivelse af den’). Resens Skizze af Fløjen synes nærmest at pege hen paa, at dens til hans Tid bevarede Taggavl stammede fra Frederik Il’s Dage. Samme Aar som den gamle Fløj blev nedbrudt rejstes den nuværende Staldlænge. Som Helhed fremtræder den særdeles fordringsløst og uden stilistisk Mærke; Tag- gavlen er udstyret ligesom de tilsvarende Partier paa Hovedbygningen (Frederik Il’s Tid), og Murene ere overalt opførte af store, røde Tegl i middelalderlig Skiftegang med delvis Anvendelse af det gamle Materiale. — De tilbagestaaende Rester af Esrom Kloster i Forbindelse med Stedets historiske Betydning have gjentagende Gange bevirket, at der dels paa Foranstaltning af Nationalmuseet, dels med Bekostning af Carlsberg-Fonden er fore- taget Gravninger, for om muligt at komme til Kundskab om Beliggenheden og Udformningen af Klostrets tilintetgjorte Bygninger, især da af dets Kirke. Der kan jo sikkert ikke herske nogen Tvivl om, at Stiftelsen her i Anlægets Hovedtræk har svaret til vore andre mere anselige Klostre fra den ældre Middelalder. Vi maa altsaa antage, at dets egentlige Kjærne har dannet et firfløjet Bygningskomplex, i hvilket den nordre Fløj udgjorde Kirken med Koret vendende mod Øst. De fleste af de foretagne, til Dels kun mindre omfattende Gravninger ere skete i Terrænet nord for den østre Fløj, idet man gik ud fra den Forudsætning, at denne og Bygningen i Syd dannede de to Sider af Rammen omkring den gamle Klostergaard. Denne Formodning maatte siges at tinde Støtte bl. a. deri, at de oprindelige Døre og Lysaabninger ind til de underste Rum alle vende ind til Gaardspladsen. Gravede man nu altsaa paa det nævnte Sted og tilstrækkelig langt mod Nord, mente man dels at finde Nordgrænsen for den østre Fløj, dels at støde paa Kirkens Kor. Undersøgelserne, der flere Steder hemmedes paa mangehaande Maader, førte dog ikke til noget positivt Resultat, og Grunden dertil lod sig søge i, at man øjensynligt atter og atter og til højst forskjellige Tider havde brudt ned og paa nye Fundamenter bygget op igjen. At Kirken har haft Plads i nordlig Retning for den tilbagestaaende Bygning maa dog — med særligt Henblik til Terrænforholdene — anses som givet; men et andet Spørgsmaal er, om man ikke hidtil har foretaget Undersøgelserne for langt imod Øst. Øgningen i 1) Denne sidste Opfattelse udtaltes af Arkitekt, Prof. H. Storck ved det kgl. nordiske Oldskrifts-Selskabs Besøg i Esrom i Sommeren 1895. 2) Til de af Kongen i 1562 ved Frederiksborg Slot opførte Udenværker med de svære, runde Hjørnetaarne er den store, røde Tegl benyttet, men der er overalt muret i moderne Skiftegang. Vinduesformerne her, Zikzakmuringerne langs Taggavlenes Skraasider m. m. svare ganske til, hvad vi træffe i Esrom. s) I Nationalmuseets antikv. topogr. Arkiv haves et løseligt Grundrids.