Esrom Kloster
Bidrag Til Dets Bygningshistorie

10 Hovedmassens Vedkommende synes at maatte henføres til det 13de Aarhundrede. Kirkegaarden har strakt sig navnlig nord og øst for Klostrets nuværende Gaardsplads, og i først nævnte Retning træffe vi allerede paa Grave i en Afstand af højst 12 Al. udenfor denne, medens de fjærneste, der næppe angive os Nordgrænsen, ligge henved 80 Al. fra Gaarden')- Gravene, hvis øverste Del man støder paa i en Dybde af mellem ca. 18 T. og godt i'/. Al. under Jordoverfladen, have for det langt overvejende Antals Vedkommende den almindelig kjendte Form. Til Ligets Hoved er muret et særskilt tresidet Rum, ved Skulderstedet findes den største Bredde, og Fodenden er som Regel nogle Tommer smallere end dette. Dybden beløber sig i Almindelighed til ca. 12 T. (tre Skifter), og af disse er det øverste i begge Længdesider trukket lidt tilbage for at tilvejebringe en Fals, hvori de tagstillede Dæksten kunne hvile. Til disse sidste har man ikke benyttet almindelige Munketegl, men store, firkantede Teglstensfliser, der ere brændte særligt til dette Brug. Hosstaaende Afbildninger (Fig. 8 og 9) vise os en saadan Grav i uaabnet og aabnet Stand. I enkelte Tilfælde havde man muret Længdesiderne noget udbuede, vistnok for bedre at kunne modstaa Trykket af den ydre Jordmasse. Ved ingen af Gravene fandtes de andensteds fra saa velkjendte smaa Siderum til Lerpotter med Trækul i. Ligene vare nedlagte med Armene snart hvilende langs Siderne, snart krydsvis samlede over Bækkenet; Rester af Ligdragt, Mønter o. a. 1. sporedes ikke i nogen af Gravene2). Paa Resens Tegning af Klostret ses en Art Palissadeværk, der fra Møllen i en Halvkreds strækker sig syd og øst om Bygningerne. 1 Terrænet mod Syd, der indtil for et Par Aar siden dannede en sid, i fugtige Tider ganske Fig. 9- ufarbar Eng, som ligger betydeligt under den højeste Vandstand i Mølleaaen, kan man i en Afstand af ca. 230 Al. fra Klostrets Fod følge et lavt Højdedrag, hvis Længde nu beløber sig til ca. 125 Al., medens Bredden kun udgjør ca. 15 Al.. Da Regelmæssigheden, hvormed denne Ryg strækker sig hen over Engen, gjorde det mer end sand- synligt, at den ikke var en naturlig Hævning, lod Forf. den gjennemgrave, og det fremgik ogsaa strax af Jords- monnets Karakter, at man havde en opkastet Vold for sig. Midt i denne og godt halvanden Al. under Grønsværet stødte man paa en ca. 8 T. tyk Pæl, til hvilken der var fastgjort Rester af en svær Egeplanke, og da Jorden til begge Sider dels viste sig at have været opgravet, dels indeholdt Stykker af forarbejdet Træ, saa synes det altsaa, at vi her havde Levninger af den hos Resen angivne Pælerække for os. I hvilket Øjemed dette Arbejde er foretaget er ikke ganske klart. Til Skjel havde en Grøft jo været tilstrækkelig, og Pælene midt i Volden forbyde at opfatte denne — hvad der i og for sig laa nærmest — som en Vejbane. Saafremt Egeplankerne have været falsede ind i ■) Paa et Par i Museets Arkiv beroende, af Maler Martin Olsen i Esbønderup udførte Kortskizzer angives Kirkegaarden for en Del tillige at have strakt sig mod Vest. Yderligere findes afsat en Gravplads paa det Sted, hvor den gamle Vej til Møllen bøjede af fra Esbønderup-Helsinge Landevej. 2) Planer over alle de udførte Gravninger foreligge i Nationalmuseets antikv. topogr. Arkiv. Paa en af de i ovenstaaende Anmærkning omtalte Kortskizzer er vist et Par rektangulære Grave, som ved alle fire Yderhiørner ere udstyrede med en Rundstav. For De, der maatte inter- essere sig for det her omhandlede arkæologiske Æmne, henvises til Forf.s Indberetninger i Museets Arkiv om Gravundersøgelser paa Roskilde Dom- kirkegaard og i Domkirken.