Norske Malere Og Billedhuggere
2. Fransk Malerkunst - Norske Kunstforhold - Norsk Malerkunst I De Sidste 25 År

KUNSTFORENINGER, TEGNESKOLEN, NATIONALGALLERIET. I 1837 indkjøbtes til galleriet på den Buggeske kunstauktion i Kjøbenhavn den første grundstoli af gamle billeder, i 1838 erhvervedes som de første norske billeder to landskaber af prof. Dahl (Laurvig i Måneskin og Hougsfossen) og året efter to af Fearnley (Labrofossen og Grindelwaldgletscheren). I 1839 begyndte også indkjøbene fra Dahls samling af gamle mestere, og den 3. januar 1842 kunde Nationalmuseet åbnes for publikum, foreløbig installeret i kongeboligens øverste etage — i Palæet. Unegtelig var denne samling på 79 malerier, hvoraf bare 4 var norske, samt en del Thorvaldsenske gibsafstøbninger, beskednere end sit navn; men det var dog altid en begyndelse, og så fattigt det end var, virked galleriet allerede i disse sine begyn- delsesår som en spore på kunstsansen.1) Desværre kan det ikke siges, at statsmyndighederne lagde synderlig omsorg for dagen overfor den kunstsamling, de havde sat ind i verden. De lod den vanke om som en udlæg fra det ene tilfældige og ubrugelige lokale til det andet, indtil galleriet endelig i 1882 tik fast fod som leieboer i det kommunale skulpturmuseums nye bygning.2) Til skade for denne samlings udvikling har det også været, at galleriet altid har savnet en fast og lønnet, sagkyndig ledelse, men har været overladt til vekslende, ulønnede og ofte lidet sagkyndige direktioner. En deraf følgende mangel på initiativ og plan præger gjennemgående museets historie. Lige fra dets oprettelse og indtil 1869, da Tegne- og Kunstskolen blev omgjort til en tegneskole væsentlig for håndværkere, påhvilte det dennes direktion »indtil videre« at forestå galleriets bestyrelse, noget som den ofte nokså modvillig fandt sig i. Ganske vist sad der gjerne en eller anden maler eller billedhugger i »galleriets specielle udvalg«, men som galleriets formænd alløser statsråder, oberstløitnanter og forskjellige slags professorer hinanden, lige til 1885, da endelig med professor Dietrichson en virkelig kunsthistoriker opnævnes som direktionskollegiets formand. I galleriets første tid, da vore egne malere var få og unge, lagdes naturlig nole hovedvægten på kjøb af ældre mestere. Imidlertid var midlerne for små og ledelsen for planløs til, at denne samlervirksomhed i længden kunde tilfredsstille. Men tilfældet havde dog spillet galleriet ihænde mere end et værdifuldt billede af gamle, navnlig hollandske malere. Med året 1848 begynder imidlertid en ny periode i galleriets historie, den som er blit kaldt den diisseldorfske periode, og som rækker lige til 70- årenes begyndelse. I denne tid koncentreres indkjøbene om moderne kunst. Havde denne kursforandring i museets ledelse tilført galleriet en smult samling billeder af vore egne klassikere Dahl og Fearnley eller f. eks. enkelte arbeider af de ’) Gude og Cappelen fik her sine første kunstindtryk og blev gjennem galleriet ledet ind på sin livsbane; også for Eckersbergs første studier havde det betydning. 2) Først i det år, da dette skrives, bygger staten bus for sit museum. 99