Norske Malere Og Billedhuggere
2. Fransk Malerkunst - Norske Kunstforhold - Norsk Malerkunst I De Sidste 25 År

NORSKE KUNSTFORHOLD. gode danske mestere, som i disse år af og til udstillede i Norge — vilde den bare ha været lovord værd. Men det var ikke disse, allerede som gammeldags ansete na- turalister, som stod i kurs, men de sentimentale og malerisk underlegne mode- malere i Düsseldorf. Endnu mens galleriet eied bare 4 — lire — billeder af norske malere, blev billeder af Hübner og Carl Sohn udtrykkelig bestilt og betalt i dyre domme.1) Mens vi kjøbte Sohn, vandrede Tidemands Haugianerne til galleriet i Düsseldorf, og da den store opsigt, dette billede gjorde i Tyskland, vakte direktionens begjær efter et større arbeide af vor berømte landsmand, bestilte man en gjentagelse af originalen, istedenfor at sikre sig et næste større værk af mesteren; man fik da også bare et atelierværk. (Se I, s. 118). Dette præg af tilfældighed og en rådende dilettantisme gjør sig gjennemgående gjældende i norsk kunstliv. Ikke mindst i ledelsen af Christiania Kunstforening, som — trods alt — med årene vokste sig stor og stærk, gjentinder man »lægmandsskjønnet« ved roret. Man må erindre, hvorledes et par menneskealdre hengik, før det nye Norges hovedstad blev beboelig for kunstnere. Når folk som Munch og Grosch og Flintoe kunde forbli hjemme, så var det, fordi de som lærere ved Tegneskolen eller på anden måde havde et bierhverv ved siden af sin kunst. Men andre som Gørbitz og Frich, der også sluttelig slog sig ned hjemme, viste derunder tilbøielighed til at stagnere i sin kunst. Gang på gang søgte vore malere hjem fra udlændigheden, prøved at slå sig igjennem i Kristiania og i 1848 gjorde de lorsøget i flok og følge. (Se I, s. 92 fT.). Men altid blev resultatet det samme: de opgav det. Både åndelig og materielt kjendtes det for trangt hjemme. Muligens opgav de det for let. Muligens vilde de ha holdt længere ud i kampen med de trange kår, om de havde været dybere over- bevist om værdien af at være sig selv i sin kunst, også nationalt, børst Eckersberg så helt klart på fordelene ved at bo hjemme og drog konsekvenserne deraf. Men selv om kunstnerne var for snare til at vælge de lettere kår i udlandet fremfor de vanske- lige hjemme, må dog hovedskylden for den altfor lange emigrantperiode i vor kunst påhvile publikum eller rettere dettes ledere. Det var dog ikke så meget fattigdommen, som var hindringen hjemme, snarere mangel på agtelse for kunst. At være kunstner »uden noget fast« var socialt betæn- keligt. Kunsten havde ikke meget af arvet kultur og tradition at bygge på i den nybagte hovedstad. Den kultur, som fandtes, var væsentlig af litterær art. Øiets kunst var der i virkeligheden ingen som forstod sig noget på. Enhver, som havde reist lidt, 1) 2260 kroner har det kostet, Sohns sødladne billede af En ung Sanger og tvende lyttende Damer i venetiansk middelaldersk Coslume (se I, side 72). 100