Norske Malere Og Billedhuggere
2. Fransk Malerkunst - Norske Kunstforhold - Norsk Malerkunst I De Sidste 25 År

KRISTIANIA KUNSTFORENING. Gørbitz, Fearnley, Frich, Baade) lar sig fortrænge af de tyske og andre udenlandske malere. Til foreningens første udlodning i 1837 kjøbtes der for næsten 5 gange så meget norsk som fremmed kunst; men allerede i 1841 var forholdet omvendt: der anvendtes da en 8 gange så stor sum på indkjøb af fremmede som af norske kunstnere — 5 norske mod 23 udenlandske billeder (foruden kobberstik og lithografier, som næsten helt falder på den udenlandske konto). 1 de første år kjøbtes ved siden af norske også en del danske billeder, men disses tal svinder hurtig ind samtidig med, at tallet på de tyske øges. Uden tvil blev de fremmede kunstnere fra først af introduceret af sine norske kolleger og kamerater. En række dresdenermalere i 1839 har vel Dahl anbefalet, de gode tidlige hamburgermalere som Gensler, Kaufmann og Gurlitt, der oftere kjøbtes i denne første tid, kan både Dahl og Fearnley ha git anvisning på. Svensken Fahlkrantz kjøbtes vel som Fearnleys lærer. Det året, Tidemand var i Italien, kjøbtes større billeder af danske og tyske malere af Romer-kolonien (Ernst Meyer, Con- stantin Hansen, Küchler, Adam Müller), lige efter, at Baade er flyttet over til Mün- chen, begynder münchenermalerne (Morgenstern, Burckel, Spitzweg, Enhuber, Marr) at optræde på indkjøbslisterne, o. s. v. I 40-årene varierer forholdet mellem norsk og fremmed kunst omtrent så, at der kjøbes norsk for ^ à ^ af indkjøbssummen, mens 2/3 à % anvendes til indkjøb af den fremmede vare. Indtil i 1847 de norske gevinsters tal pludselig springer i veiret fra 7 til 28! Tallet på de fremmede kunstværker, som i disse år overveiende til- hører Düsseldorfer-skolen, synker da tilsvarende. Utvilsomt står denne pludselige stig- ning, som yderligere øges i 1848—49, i forbindelse med de norske maleres hjemvenden fra udlandet omkring dette tidspunkt. Og når den norske linje, som i disse år stiger til næsten den dobbelte høide af den fremmede, i 1850 dumper ned igjen til under ballance, så betyr dette, at malerne var borte igjen og festrusen fra 1848—49 fordunstet. Hvad grunden er til den energiske stigning i de to næste år 1851—52, er ikke så let at si. Der var tilgang på nye kræfter i kunstnerflokken. Düsseldorfer-skolen, som Dahl allerede i 1846 betegned som »en Skole, der i Norge er som den ene saliggjørende Kirke«, begynder ved den tid at møde den første opposition herhjemme.1) De danske malere, som i de sidste år var helt udgåt af listerne, og som Dahl under sil besøg hjemme i 1850 savnede bittert mellem alt düsseldorferiet i Kunstforeningen, begynder atter at forekomme i udlodningerne, denne gang ved siden af svenske düs- seldorfere (Marstrand, fru Jerichau, Simonsen, Heinr. Hansen — Nordenberg, Scho- lander, D’Unker, Amalie Lindegren). Men derfor aftager ikke egentlig de tyske ind- 9 Således i en stor artikel i »Morgenbladet« i 1850 om Oscarshalbillederne, undertegnet — A — Jens Andreas Holmboe). 106