Norske Malere Og Billedhuggere
2. Fransk Malerkunst - Norske Kunstforhold - Norsk Malerkunst I De Sidste 25 År

INDKJØBENE — DEN TYSKE FLOM. Og dog må det være sagt, at kunstforeningerne, og navnlig Kristianiaforeningen, ikke til enhver tid har ydet norsk kunst den opmuntring og støtte, økonomisk og på anden måde, som disse foreninger kunde havt evne til. Allerede et par år efter Kristiania Kunstforenings oprettelse gled indkjøbene til de årlige udlodninger ind i et galt spor, idet fremmed kunstproduktion begunstigedes til overmål og til fortrængelse af god norsli kunst. Således er der til indkjøb af arbeider af prof. Dahl i løbet af 20 år anvendt tilsammen knapt 4000 kr., mens der ofte til et enkelt års udlodning kjøbes for et lige stort beløb af middelmådige tyske billeder. Havde denne forkjærlighed for de tyske düsseldorfere og overhodet begunstigelsen af fremmede malere bare havt økonomiske følger for den norske kunst, vilde den ha været mindre betænkelig; de gode norske malere havde alligevel hovedsagelig sit marked i udlandet. Men fremmed-importen blev for lange tider bestemmende for norsli publikums smag og efterspørgsel. Der kan muligens tvistes om den kunst- neriske gjennemsnitsværdi af den mængde tysk kunst, som gjennem kunstforeningerne spredtes i Norge, men derimod ikke om det faktum, at udvalget gav publikum en ensidig smagspåvirkning. Ikke engang gjennem reproduktioner gjordes der noget al- vorligt forsøg på at gjøre publikum bekjendt med den storartede kunstblomstring, som Frankrige udfolded i det 19de århundrede, og da strømninger fra fransk kunst omsider nådde vor egen malerkunst, stod publikum fuldkommen uforberedt til at forstå dem. Selvfølgelig må foreningernes ledelse for en stor del bære skylden herfor. 1 Kristi- aniaforeningens første år sad jevnlig kunstnere i direktionen og udgjorde, om man regner arkitekterne med, fra først af dennes flertal (Flintoe, Grosch, Linstow, Fearn- ley, Frich, Schirmer, Nebelong). Men allerede i 1840 var ikke-kunstnerne i flertal, og i 50-årene forsvandt efterhånden kunstnerne fra direktionsvalgene. Senere, i 60- årene, indvalgtes rigtignok Eckersberg i en årrække i direktionen, men efter hans død i 1870 har ingen maler plads i direktionen, ligetil kunstnernes opposition i otti- årene fremtvinger en forandring. Overhodet blir ombytte sjeldnere og sjeldnere i di- rektionernes sammensætning, og foreningen lededes åbenbart af en liden konservativ kreds af »kunstforstandige«. Blandt disse er fra firtiårenes slutning Welhaven den toneangivende, indtil han alløses af sin modstander Emil Tidemand, som i meget lang tid var et indflydelsesrigt direktionsmedlem. I begge disse lederes virketid stiger fremmed-importen til udlodningerne, og navnlig betegner Tidemands regime en peri- ode af overhåndtagende sværmeri for tyske düsseldorfere, et sværmeri som blev skjæbne- svangert for publikums kunstneriske opdragelse. Et blik på en grafisk tabel over indkjøbene af norsk og fremmed kunst viser, hvorledes allerede efter et par års forløb vore egne malere (Dahl, Flintoe, 105