Norske Malere Og Billedhuggere
2. Fransk Malerkunst - Norske Kunstforhold - Norsk Malerkunst I De Sidste 25 År

SMAGENS BØLGEGANG — INDKJØBSSTATISTIK. kjøb, en mængde tyske kunstnere og deriblandt flere af de mest kjendte som Lessing, Schirmer, Achenbach, Jordan, Leu, ja selv den gamle Preller og Richter, den op- gående stjerne Knaus, samt af münchenerne dyrmaleren Voltz med fl. leverer i 50- årene de kostbareste gevinster til foreningen.1) Overhodet er det kun undtagelsvis siden foreningens begynderår, da man tog tiltakke med billeder af Dahl og Fearnley, at leverancen af førstegevinsten falder i en norsli kunstners lod. Sligt hænder, når f. eks. Tidemand og Gude i 1848 lige efter de uforglemmelige theaterforestillinger med tableauerne tilbyder Brudefærden i Hard- anger — da kan man jo ikke undgå at kjøbe billedet, selv om det koster over 1000 kroner. Og det hænder et par af de nærmeste år derefter, at Tidemand eller Eckersberg eller Gude leverer førstegevinsten; men man falder straks tilbage i den gamle vane, og det er bare så vidt, at de norske indkjøb ballancerer de fremmede. Omkring 1860 er indkjøbet så tysk som nogensinde, og de kostbareste gevinster er tilmed malt af helt glemte malere. Goethe, i Jacobi Garten, En med sit Barn indslumret Moder, som belures af Engle, eller Det første Forsøg i Tobaksrøgning er billedernes fristende sujetter. Blandt de direktører, hvis smag indkjøbene afspeiler, var i disse år Andreas Munch og en anden theolog — en garnisonsprest, som man også satte ind i Nationalgalle- riets styre. Når de norske indkjøb i 1857 atter tar overvægten, skyldes dette den nordiske kunstudstilling, som dette år afholdtes i Kristiania, og hvis katalog viser et godt op- møde såvel af svenske og danske som af norske kunstnere (over 200 nummere). For- uden denne store udstilling ses kunstforeningen samme år at ha afholdt sin vanlige markedsudslilling, som også var ganske righoldig. Udstillingernes overskud gik til ind- kjøb af skandinavisk kunst til foreningens Faste Galleri, som forøvrigt skriver sig helt fra 1849. På niveauet 7—8 tusen kroner holder sig nu i nogle år indkjøbsummen for norsk kunst, modsvarende 5—4 tusen for fremmed, ja i 1863 når den norske linje endog op over 11 tusen. En betydningsfuld beslutning fatter dette års generalforsamling, idet den bestemmer, at for fremtiden skal 5 % af indtægten gå til indkjøb for det faste galleri. Galleriet, som indeholdt flere gode ting (Dahls Vinterlandskab, Fearn- leys Brientzersø, Gudes Brobillede fra Wales etc.), kunde dermed årlig forøges, indtil samlingen i 1876 besluttedes opløst og solgt til Nationalgalleriet. Først ved midten af 60-årene begynder norske malere, og da navnlig Tidemand, Gude og Eckersberg, at levere udlodningens hovedgevinst. Fra nu af er de norske 9 Det kan være værd at notere, at der i 1850 forekommer et billede Sørgende Familie af den nu så berømte hollænder Joseph Israels, og i 1855 er førstegevinsten en fremstilling af Mennesket, Drømmen og Døden af den nu oftere fremhævede frankfurter Victor Müller, som dengang studerte i Paris. NORSKE MALERE OG BILLEDHUGGERE. II. — 12. 109