Norske Malere Og Billedhuggere
2. Fransk Malerkunst - Norske Kunstforhold - Norsk Malerkunst I De Sidste 25 År

En ejendommelig og isoleret skikkelse i vor kunsthistorie er (). W. Isaachsen. Düssel- dorfer og akademielev bryder han endnu i 50- årene, da Düsseldorferromantiken står i sin høieste blomstring, ud af den lumre rede, drager til Paris, blir elev af Couture, der for tyskerne stod som selve realismens repræsentant, går derpå over til at bli elev af naturalismens virkelige grundlægger, den berygtede Courbet, vender så hjem til Norge og slår sig ned der sørpå, hvor han kom fra, for resten af sit liv, går efterhånden over fra at dyrke »historiemaleriet« til at bli stillebens- og land- skabsmaler, maler bondens stuer og dragter og den kjendte natur i et af landets mest afstængte dalfører, i Sætersdalen, udstiller sjeldnere og sjeld- O. W. ISAACHSEN. nere og ender sine dage som en halvveis glemt provinsmaler i den gamle stiftsstad Kristiansand. Altså i llere henseender en foregangsmand i et yngre slægtleds kamp, men en Protesilaus-type, en af dem, hvem det ikke blir forundt at se seirens frugter.1) i) Isaachsens personlighed er mere kjendt end hans kunst. Hans originale, livfulde væsen og hans kunstnerskjæbne har der gjentagende været skrevet om, mens hans produktion først fornylig hal- været tilgjængelig gjennem den mindeudstilling, som Kristiania Kunstforening åbnede i marts 1906 af henved 200 af hans efterladte billeder og studier. — Andreas Aubert har vel først skrevet om Isaachsen og gjort sit for at sprede den glemsel, som begyndte at falde over hans navn (Samtiden 1898). Men også Vilhelm Krag, som har kjendt ham personlig og hører til den lille skare af varme beun- drere, der dyrker hans minde, har gjentagende draget hans navn frem, senest gjennem det rids af Isaachsens originale og vindende kunstnerpersonlighed, som indleder katalogen til ovennævnte ud- stilling (samtidig trykt i Morgenbladet). Betegnende for det sjeldne og fængslende ved Isaachsens person er det også, at når en af hans venner (Aug. Abrahamson) skriver en Reisehåndbog over Sæters- dalen, Mandalen og Tofdal, finder han plads i denne for en udførlig, anekdotisk udstyret biografi af Olaf Isaachsen. En af hans sønner, hr. Eivind Isaachsen Willoch, har desuden været så venlig for mig at nedskrive en række interessante småtræk og erindringer om faren og, hvad han hørte denne fortælle fra sine barneår, sine studieår i Paris og livet i Sætersdalen. Thi Isaachsen var en berømt fortæller i vennekredsen, fuld af vid og lune, og selv i denne anden hånds gjengivelse lyder 117