Norske Malere Og Billedhuggere
2. Fransk Malerkunst - Norske Kunstforhold - Norsk Malerkunst I De Sidste 25 År

COUTURE OG COURBET. maler Anselm Feuerbach udgik af Coutures værksted — og det som færdige mestere, der kunde, hvad de vilde. Feuerbachs berømte grå sølvtone, og Manets forkjærlighed for et maleri en plein pâle kan begge lettelig føres tilbage til eiendommeligheder ved Coutures undervisning. Og de to bøger, Couture har efterladt, og hvori han som en noget snakkesalig, men ofte spirituel causeur ræsonnerer over æsthetiske og tekniske spørgsmål i gammel og ny malerkunst, er særdeles underholdende og læsværdige, tiltrods for de hadefulde udfald, han ikke kan nægte sig mod samtidige rivaler som Ingres og Delacroix.1) Imidlertid må vel selv Isaachsen med al sin beundring for Couture som men- neske og kunstner ha følt, at fremtiden tilhørte en anden og stærkere kunstnerindivi- dualitet end denne afdæmpede eklektiker, siden han efter et par års studier på egen hånd gik hen og blev Courbets elev. Men først havde han i 1861 kopieret i Louvre (Rubens, Velâzquez og andre spaniere) derpå i 62 gjort en tur til England, hvor han så verdensudstillingen i London, og i 63 gjort sin italienske reise. I Neapel, hvor han opholdt sig i længere tid, havde han kopieret Ribera og havt adskillige portrætbestillinger, så han endogså tænkte lidt på al slå sig ned der for alvor. Men ud på høsten var han igjen tilbage i Paris, og han søgte da straks til Courbet, som dengang havde skoleatelier med mange elever. Skade, at Isaachsen ikke før sin død fik nedskrevet, som han havde tænkt, sine erindringer om denne sin anden lærer, der jo indtar en ganske anderledes betydnings- fuld plads i den franske malerkunst end Couture. Men et og andet anekdotisk træk har han dog fortalt. Således fik han, da han meldte sig som elev, til optagelsesprøve at male en gulle- rod, og han måtte gjøre det med almindelig væggesmørermaling. Den, som kunde male en gullerod, kunde Courbet bruge, og Isaachsen bestod prøven. Courbet havde dengang atelier på boulevarden. Men han havde ondt for at få leiet rum for sig og sine elever. Han var slemt berygtet bl. a. for at ødelægge gulvene der, han holdt til, med alle de stuter, bester, bunder og æsler, som han havde for skik at trække ind i atelieret til model for sig og eleverne. Og når så dyrene skulde ud og luftes på boulevarden, var der gjerne helt opløb omkring dem og de gale unge malerlærlinge, som under stort spektakkel trak omkring med dem. Om aftenen kom Isaachsen sammen med Courbet og hans revolutionære venner i deres stamkneipe, og her blev der under den store kommunards præsidium æsthetiseret og politiseret i den brandrødeste ånd, mens krusene flittig fyldtes. Det var forresten bare et halvt års tid, at Isachsen blev i Paris som Courbets elev. Da han i 1874 kom tilbage til Paris, var Courbet ikke der mere. Han leved i) Thomas Couture: Paysage og Méthode et entretiens d’atelier Paris 1867. 123