Norske Malere Og Billedhuggere
2. Fransk Malerkunst - Norske Kunstforhold - Norsk Malerkunst I De Sidste 25 År

OLAF ISAACHSEN. da fattig og landflygtig i Schweiz, vanærende dømt for sin andel i kommuneopstanden 1871, da han som minister for de skjønne kunster ikke havde forhindret Vendôme- søilens omstyrtelse. Da han var dømt til at hetale summen for monumentets gjen- reisning, var hans eiendele og malerier hlit bortauktioneret og hans formue konfiskeret af staten. Men i al stilhed var dog en del af hans værker blit reddet ud til det lille chateau, hvor søsteren bodde, og hvor hun holdt dem skjult for alle undtagen for hans mest trofaste elever. Isaachsen og von Becker var derude for at få se billederne. De målte først allægge en høitidelig ed på aldrig at omtale besøget, så længe Courbet levede, eller før han løste dem fra eden, og først da blev de ført ind i det rum, hvor billederne holdtes skjult bag bevægelige tapeter. Om Courbets kunst og malemåde foreligger desværre ingen optegnelser fra Isaach- sen; kun synes det, som om han af ham lærte at bruge paletkniven ret meget i pensels sted. Overhodet har det halve år hos Courbet utvilsomt været af den største betyd- ning for Isaachsens kunstneriske udvikling. Sikkerlig er han gåt ud af den store na- turalists værksted med robustere virkelighedssans, med friere, mindre theoritynget teknik og finere blik for valør og lysvirkning. Hans bedste studier fra Sætersdalen fra de følgende år har en kraft og myndighed i farvesætningen, som gjør både mesteren og eleven ære. Det var dog neppe, fordi han følte sig udlært, at Isaachsen i 1864 forlod Courbet og Paris og reiste til Düsseldorf. Det var ene og alene for at gifte sig med en tysli dame, hvis hjærte han havde vundet under sit tidligere ophold der i byen. Umiddel- bart efter brylluppet vendte han hjem til Norge, til hjemmet på Klep i Sætersdalen, og her blev han boende. Der var nok af opgaver at ta fat på i denne skjønne uopdagede dal med det af- sondrede, næsten halvvilde folkeliv, de farverige dragter og de udprægede, halvt he- denske sæder og skikke. Isaachsen havde et åbent øie for det altsammen, og han lod sig slet ikke afskrække af »lorten«. I 60- og 70-årene er vistnok de fleste af hans interiører og figurstudier fra Sætersdalen blit til, det herlige stabbursinteriør med de røde stakkene (i Kunstmuseet) — det mest Courbet’ske, han har malt — er endog så sent som fra 78. Men allerede i 70 havde Isaachsen mistet sin unge hustru og to år derefter sin eneste datter. Han trængte til at komme bort og få sorgen på afstand. Med sine 3 smågutter slog han sig ned i Düsseldorf, hvor svigerforældrene bodde, og her malte han flittig i et par år portrætter og genrebilleder. Men i 75 flytted han hjem og tog fast bolig i Kristiansand, hvor han nu blev boende uafbrudt til sin død i 1893. Han kjøbte et gammelt hus, hvor hans stamfar Isaach smed havde bodd, med høie egepaneler og indfældte vægmalerier. 124