Norske Malere Og Billedhuggere
2. Fransk Malerkunst - Norske Kunstforhold - Norsk Malerkunst I De Sidste 25 År

VILH. KRAG OM ISAACHSEN. »Her indretted Isaachsen sig sit hjem, her samlede han sine sjeldne våben, sine vakre møbler og antikviteter, og her levede han sit liv — ensomt og stolt — mens glemselen allerede i hans levende live stille sænkede sig om hans navn. Men for mig — fortsætter Vilhelm Krag — står Olaf Isaachsens skikkelse fra hans senere leveår som noget helt for sig med en egen glans mod omgivelsernes øde, som en af heltene i Gösta Berlings saga. Han, den høit dannede, usædvanlig kundskabsrige kunstner, der kom fra Europas uro og banken, han fandt slet ingen glæde i at gå op i det snevre bourgeoisi i stiftsstaden. Nei, han omgav sig med en garde af unge og gamle folk — af unge fantaster og halvgamle originaler, og over dem alle præsiderte mester Olaf med sit uudslukkelige humor og sin uovertræffelige elegante vittighed. Hele vinteren igjennem var hans gamle hus i den øde Elvegade, hvor snoen stadig peb om hjørnet, samlingsstedet for et underligt kompagni, som Selma Lagerlöf vilde være blevet begeistret over. Men aldrig før var der kommet smag af vår i luften, så blev Isaachsens blod uroligt. Naturmennesket vågnede i ham; han måtte ud i skog og mark. I en liden jagthytte, som tilhørte familiegården Kjos, bodde Isaachsen sommer efter sommer, høst efter høst, som oftest ganske alene. Og i denne tid var det, at han, der i virkeligheden havde været udpræget genre- og portrætmaler, lidt efter lidt gik over til næsten udelukkende at male land- skaber. Den sene høsttid holdt han mest af. Sagtens hang det sammen med noget, der steg i hans sind med årene — en stærk og tung melankoli, en følelse af ikke at være nået frem, og af at være overseet af de kunstnere, som i øieblikket var ved magten og som han ikke respekterede.« Der er noget i Isaachsens forhold til ottiårenes naturalister, som minder om ko- loristen Monticellis forhold til de franske impressionister. En blanding af fantasteri og virkelighedssans, som hos den ulykkelige Marseille-kunstner, er der også i Isaach- sens kunst, som forøvrigt er meget ujevn. Snart en skummende og brusende farve- romantik, snart en doven og sødladen efterslat af den, snart en robust og saftfuld virkelighedsdyrkelse som i det uforlignelige stabbursinteriør med de rubinrøde dragter, snart en sart og vag poesi som i studien af syrenbusken og den lille pige i Kunst- museet. 125