Norske Malere Og Billedhuggere
2. Fransk Malerkunst - Norske Kunstforhold - Norsk Malerkunst I De Sidste 25 År

KUNSTNERSTREIKEN. EYOLF SOOT. N. GUSTAV WENTZEL. Del var virkelig en aftale, underskrevet af benved halvhundrede kunstnere, at hvis ikke Werenskiolds forslag om kunstnerjury gik igjennem, skulde underskriverne forpligte sig til at afbryde enhver forbindelse med Kunstforeningen, hverken udstille i dens lokaler eller sælge til dens udlodninger. Denne overenskomst skulde bli stående ved magt, indtil kravet på jury var efterkommet. Dette er den berømte »kunstnerstreik«, som varte i henved 2 år. Man tænke sig, hvad en sådan forpligtelse vilde si under de daværende kunst- forhold i Kristiania! Kunstnerne var netop begyndt at vende hjem i lidt større antal og skulde forsøge at klare sig hjemme. (I april 1882 var der 20-30 af dem i Kristi- ania). Kunstforeningen eied det eneste ordentlige udstillingslokale i byen. Høstudstil- lingerne var endnu ikke begyndt. Der fandtes vistnok et par kunsthandlere (Cammer- meyer og Blomquist), som havde nogle vinduer på Karl Johan; men kunsthandlerne måtte først og fremst indrømme den gangbare handelsvare pladsen — publikumsmålernes stereotype produktion. Der var knapt leilighed til at vise frem, hvad man malte, langt mindre til at sælge. De henimod 30,000 kr., som Kunstforeningen forvaltede, dem skjøv man fra sig, som om de var de 30 forræderske sølvpenge. Galleriet rådede over minimale summer og var slet styret, tildels af den samme klik, som rådede i Kunstforeningen. Mæcener fandtes der ikke mange af, om overhodet nogen. De få, som kjøbte billeder, var mest ældre folk af Kristiania »gode selskab«, som helst holdt sig til de ældre malere, som havde ry i udlandet, kjøbte en Gude eller en Ludvig Munthe nu og da. bor pressens stilling er det betegnende, at mens alslags anonymer file tumle sig frit i bladenes spalter med sine tåbelige og ondartede angreb, blev den eneste kyndige 145