Norske Malere Og Billedhuggere
2. Fransk Malerkunst - Norske Kunstforhold - Norsk Malerkunst I De Sidste 25 År

STEMNINGER FRA OTTIAARENE. EDVARD MUNCH. ODA KROHG. Alt havde jo sin farve og dermed sin skjønhed. Himlens sol skinned jo på mar- kens gjødselhauger som på dens roser, og dens stjerner speiled sig jo i rendestenen såvel som i det blanke skogtjærn. Lyset, lyset gjennemsived jo det hele, samled alt, »skjønt« og »uskjønt«, »rent« og »urent« i en vidunderlig harmoni! Kunsten var denne verdens herre, om den bare kunde gi det »rigtige». Men for virkelig at kunne se det »rigtige« måtte menneskenes øine skabes om, de måtte lære at se på ny. I hundreder af år havde man betragtet naturen gjennem stuekunstens briller. Derfor skar lyset fra friluftskunsten foll< i øinene. Hvordan var det vel folle så med sine øine? Om man spurgte en pen dannet mand om, hvad farve trær og enge havde ved sommertid, vilde man rimeligvis fornærme ham; men ikke desto mindre forlangte han, at det, som var grønt i naturen, skulde være brunt i kunsten. Fordi »de varme, brunlige farver var så vakre og behagelige«. I virkeligheden havde jo folle ikke lært at se grønt og blåt. De forestilte sig skyggerne sortbrune, selv om solen malte dem med det skjære pariserblåt, de så gråt, hvor der i virkeligheden var stærkt violet, et mildt gult der, hvor der var et iltert grønt! Slig havde gammel og ny landskabsmaling forkvaklet folks syn, at selve naturen så de ligesom gjennem en hornrude eller et over- træk af gammel grumset fernis! Og så havde de nogle begreber om, hvordan et landskabsmaleri skulde være beskaffent for at være »naturligt« — Gud sig forbarme! For at et billede skulde virke perspektivisk, anså de det nødvendigt, at forgrunden måtte være mørkere end mellemgrunden, og denne igjen mørkere end baggrunden! 161