Norske Malere Og Billedhuggere
2. Fransk Malerkunst - Norske Kunstforhold - Norsk Malerkunst I De Sidste 25 År

STEMNINGER FRA OTTIARENE. KARL DØRNBERGER. JACOB SØMME. Uden det fik man ingen »dybde«! Desuden ansås en symetrisk indramning af træ- grupper for heldig, om ikke nødvendig for ethvert landskabsbillede, slig som på scenen kulisserne er nødvendige. Og med hensyn til motiv, så gik endnu folle omkring med den overtro, at ud- sigten fra en fjeldtop var malerisle vakrere end udsigten fra et kjøkkenvindu, og at hvid sne på blå fjelde var et ædlere motiv end en sort kat på et rødt tag! Og når der ikke var himmel på et billede, blev de rent gale i hodet og kaldte det en frækhed, for det måtte da enhver landskabsmaler vide, at i et landskabsmaleri skulde himlen indtage Vs af billedfladen! Men aller mest umuligt var publikum, når det gjaldt tekniken. Herhjemme i Norge kjendte man bare en betegnelse for alt, hvad det moderne maleri havde til- egnet sig af bredde og friskhed i penselføringen: — »klattemaleri« ! Netop de friskest malte billeder, de som havde mest af skissens fart og umiddelbarhed, var man vis på vilde ærte mængden mest. Derfor var det bedst at klæmme på og bruge børst- penselen. Man drev da ikke polérhåndværk! Man var da maler, man var da kolo- rist, for pokker! Nei, male efter sit eget hode, se med egne øine, gi sin egen impression, det file være hele målet. Male for publikum nytted så ikke alligevel. Hvorfor skulde man i det hele tat ta noget hensyn til dette publikum, hvad havde man med det at gjøre? De kjøbte så ingen billeder alligevel! Derfor bort med lægmandskjønnet i kunstsamlinger og kunstforeninger, bort med de gamle æsthetikere fra direktioner og juryer! Kunstnerstyre i kunstnerstaten! 162