Norske Malere Og Billedhuggere
2. Fransk Malerkunst - Norske Kunstforhold - Norsk Malerkunst I De Sidste 25 År
Forfatter: Jens Thiis
År: 1907
Forlag: John Griegs Forlag
Sted: Bergen
Sider: 441
UDK: St.f. 75(48)Thi
En Fremstilling Af Norsk Billedkunsts Historie I Det Nittende Århundrede Med Oversigter Over Samtidig Fremmed Kunst
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
BAGGRUNDEN.
folk. Spådommene om, at tiden nok vilde vise, hvad det var for en moderetning det
hele, og at herligheden snart vilde blegne for eftertidens omdømme, har igrunden slet
ikke gåt i opfyldelse. Vi havde utvilsomt i disse år en blomstring i malerkunsten,
som vi havde det i litteraturen. Og med al ungdommelighed og alt bråk tegner kunst-
nernes liv og kamp sig i kraftige, karakterfulde linjer. Thi den idealisme, som de
skyed af navn, den var i virkeligheden ilden i deres gjerning — livets, dådens, he-
kjendelsens idealisme. Det var dog tiden med det store mod!
I naturalisternes kreds var det et dogme, at publikum var kunstens fiende. Der-
for måtte man opgi at omvende publikum, som i bedste fald kunde tugtes til at forstå.
Standpunktet er ikke holdbart og ikke logisk, når det gjælder det store publi-
kums forhold til en virkelig kraftig kunstretning. Det store publikum er fordomsfuldt
og sentænkt, men det lar sig ikke i længden vildlede selv af den mest fanatiske kritik.
Publikums sunde omdømme seirer tilslut, og kort efter ler publikum en høi latter
over, at nogen har kunnet indta et standpunkt som det, det selv nylig indtog.
Nei, tienden var ikke det store brede demokratiske publikum, som meget snart
var vundet for naturalismens sag, men det indbildske og uvidende, i virkeligheden
ganske uinteresserede »gode selskab«, som lod dilettanterne råde og i halstarrig kon-
servatisme bekjæmped enhver forandring. Fienden var endvidere den marvløse epigon-
kunst, som dette »toneangivende« publikum støtted. Tienden var den anonyme og
uansvarlige, brutale pressekritik, som af al magt støtted og opretholdt denne epigon-
kunst. Grundskaden var til syvende og sidst selve udlændigheden og rodløsheden i
vor kunst, dens surnede tyske traditioner.
Mod dette forbund af vane, ukyndighed, pengemagt og konservatisme stod en
håndfuld kunstnerbohême af alle slags, nogle dusin unge malere, et snes unge for-
fattere og litterater, et par erklærede samfundsomstyrtere, en skare troende studenter
og gymnasiaster og forresten en liden privat klik unge mennesker af begge kjøn, som
med udfordrende lystighed levede kamptidens glæder med.
Kampen skulde synes ulige. Men når denne lille skare af malere alligevel ikke
bukked under for overmagten, men blev i landet, vandt landet, og når kampen blev
så forbausende kort og anerkjendelsen omsider så enstemmig, så havde de jo vistnok
først og fremst sit talent og sin intelligens at takke for det. Men, malertalentet alene
havde ikke så snart hentet seiren hjem for den norske naturalisme.
Den naturalistiske retning i billedkunsten havde en baggrund for sin kamp i vor
nationale udvikling og i omvæltninger, som gik for sig på åndslivets forskjellige om-
råder i de år.
Malerne var selv bare en liden trup i den fremrykkende opposition, som i de år
voldelig baned sig vei gjennem traditionelle stængsler.
NORSKE MALERE OG BILLEDHUGGERE. IT. — 17.
167