Norske Malere Og Billedhuggere
2. Fransk Malerkunst - Norske Kunstforhold - Norsk Malerkunst I De Sidste 25 År

MÜNCHENER-TIDEN — KRISTIAN II. byen på akademiets regning, om han vilde vedbli at være hans og akademiets elev. Men Eilif Peterssen havde sin uafhængighed kjærere, gav et høfligt afslag, meldte sig ud af akademiet, leied atelier og log selv elever. Fra denne Eilif Peterssens første münchenertid (1874) er et mindre billede i del svenske Nationalmuseum en Faust-agtig lærd i sit studerværelse, hensunkel i dybe tanker foran et bord, som er opfyldt med pergamenter og folianter og med den tra- ditionelle dødningeskalle. I 75 blev det store billede Christjern II underskriver Torben O.res dødsdom på- begyndt. Vel halvfærdigt blev billedet — efter Lindenschmits initiativ — sendt til Stuttgart til en konkurrence-udstilling, som Verbindung für historische Kunst lod af- holde. Billedet vandt prisen, blev indkjøbt for (>000 11. og hænger nu, efter at være fuldført i 76, i Stadlgalleri i Breslau (se afb. s. 101). Christjern II var en stordåd af den 23årige kunstner, som med et slag blev en i München og Tyskland berømt maler. Og da billedet efter salget blev tilladt udstillet en kort tid i Kristiania (til indtægt for Wcrgelandsmonumentet), formelig valfarted man til universitetet, hvor billedet var at se. Med udgangspunkt i det gamle, psychologislc fine portræt af Christjern II, som findes i galleriet i Kjøbenhavn og som skyldes Mostaerts pensel, er kongen skildret. Nervefin og sensibel, med en egen drømmerisli og ubeslutsom intelligens, som kaldes for karaktersvaghed, lidenskabelig i sin følelse og koldt grusom i hævn, sidder han med dødsdom-dekretet foran sig, stum og døv overfor de bestormelser, som han er gjenstand for. Han synes ganske fortabt i erindringen om den unge pige, som han elskede, og som døden så grusomt rev bort fra ham, og han synes at brænde indvendig af hævntrang overfor dette skjæbnens schaktræk, som har tilintetgjort hans lykke. Dronningen og hoffets kvinder går i forbøn for den fornemme adelsmand, som er udset til offer for kongens hævn, og ber på sine knæ om nåde for den uskyldige, dronningen kjærtegner og tigger . . . Men fra den anden side trænger kongens onde ånd, den slu og hævngjerrige Didrik Slaghæk, ind på ham og rækker stiltiende pennen til underskrift. Motivet er overmåde dramatisk, næsten for dramatisk, skildret med scenisk tydelighed og spænding, men kompositionen er ypperlig mestret, og udførelsen røber en sjelden malerisk kraft. Navnlig er kongens hode mod stolryggens gule brokade- stof af udmærket virkning, og dronningens skikkelse, som hun smyger sig bedende til sin hårde herre, gir en myk og vakker linje. 1 76 malte Eilif Peterssen videre under tittelen I kirken et godl billede af en række kvindehoder med gammeltysk hovedpynt, malt i Holbeins ånd. 175