Norske Malere Og Billedhuggere
2. Fransk Malerkunst - Norske Kunstforhold - Norsk Malerkunst I De Sidste 25 År

EILIF PETERSSEN. Alt her i München, i det gamle pinacothek, kom Eilif Peterssen under stærk ind- flydelse af gammel kunst, som han studerte og kopierte med beundring og hengivelse. Iler la han grundvolden for sin solide tekniske indsigt og dannede sin medfødte smag til høiere fornemhed, end andre norske malere besad. Især følte han sig tiltrukket af venezianernes klangfulde farver, og i tilslutning til Tizian og hans samtidige til- passed han sin egen kolorit, mens navnlig Holbein udvikled hans formfølelse. Forøvrigt var Eilif Peterssen i München i det bedste selskab. I modsætning til de andre norske omgikkes han væsentlig de ældre kunstnere. Gjennem Diez blev han straks indvoteret som medlem af den berømte kunstnerklub Allotria, som dengang bare talte ganske få medlemmer og havde et yderlig lidet og uanseligt lokale; men stamgjæsterne der var folk som Lenbach, Gedon, Rud. Seitz, Diez og omtrent alt, hvad der fandtes af talentfuld ungdom blandt bildende kunstnere og musikere i München. Richard Wagner og Makart var der stadig, når de gjæstcde byen. Böck- lins bekjendtskab gjorde han tidlig, og det fortsattes senere i Firenze. Blandt de unge, som dog var ældre end Peterssen, var Fritz August Kaulbach, Bruno Piglheim, Löfftz, Gust. Schönleber og Ernst Zimmermann hans tyske omgangsvenner. Leibl og Lindenschmit hørte ikke til denne kreds, men han kjendte dem begge. Lenbach, som interesserte sig meget for hans studier efter de gamle venezianere, var den, som øved størst indflydelse på hans kunst, navnlig i teknisk henseende; gjennem Lenbach blev således Peterssen fortrolig med temperatekniken, som han oftere anvendte i disse år. I mange henseender var denne Eilif Peterssens Münchener-tid en glimrende tid tor ham. Han filt tidlig et navn både blandt kunstnerne og ude i publikum, solgte alle sine billeder fra staffeliet, længe før de var færdige, og til høie priser, tik medaljer, hvorsomhelst han stilled ud, var i det hele godt på vei til at bli en europæisk berømt maler endnu i tyveårsalderen. Og dog brød han i 79 op fra München for bestandig. »Jeg har aldrig for alvor angret på, at jeg reiste derfra,« tilstår han selv. »Op- rigtig talt — den laldt mig lidt tung for brystet, al denne glans, og jeg havde følelsen af en dårlig samvittighed. Sagen var den, at jeg havde for let for det — teknik, ko- lorit faldt som af sig selv, og dette gjorde mig bange; jeg indså tidlig, hvor hul egentlig denne glimrende og bestikkende kunst var. Et sundt personligt syn såes omtrent ikke. Vistnok havde man Leibl og Thoma, men de forsvandt i massen — ellers var alt mere eller mindre imitation. Diez-eleverne ved akademiet tog sine studiehoveder op i Alte Pinacothek for at se, — den ene, om de var mørke nok, — den anden, om de havde den rette gyldne tone. Sådan var det i malerklasserne, og i mesterateliererne lavedes Wouvermanner, Ostader, Terburger o. s. v. — i de fleste tilfælde i høi grad 176