Norske Malere Og Billedhuggere
2. Fransk Malerkunst - Norske Kunstforhold - Norsk Malerkunst I De Sidste 25 År

I MESTRENES FODSPOR OG GJENNEMBRUDDET I ITALIEN. talentfuldt, men manierismen blev værre og værre, efter som kunsthandlerne fik klør i dem. Da jeg i Dom 1879 fik besøg af W. Lindenschmit, som spurgte mig, om jeg vilde tage imod en stilling ved akademiet i München som professor, svarede jeg hertil nei med et let hjærle. Jeg havde længe havt et andet syn på kunsten, og jeg var, som sagt, blit ræd for München — jeg havde med egne øine set såmangt et betydeligt talent bukke under, miste sin personlighed og ligge under for de glimrende fristelser — ikke mindst kunsthandler-støbeskeen.« Jeg har tilladt mig al ta disse linjer ud af et privatbrev, fordi de ligefrem og lydelig gir el billede både af millieuet i München og af den mand, som skrev dem. Således tænker og handler en stolt og nobel kunstner, som sætter sin kunsts helse over al succes. »Og dog — føier han til — var jeg måske for ræd — der har dog, selv i München, groet blomster med rod, ikke bare makartbuketter!« Når man ser, hvad Eilif Peterssen selv malte i denne tid, er der intet i hans egne billeder, som foruroliger. Flere af hans arbeider fra Münchener-liden, som f. eks. det skjønne portræt af Harriet Hacker og kvindeportrættet med de deilige hænder (fru Andrea Kleen, født Gram) i Kunstmuseet, så ægte i sin fornemhed, hører tvertimod til del dyrebareste i norsk kunstproduktion. Den gammelmesterlige tone, som der unegtelig er over disse billeder, melder sig på ingen måde som resultat af en slavisk, åndløs imitation; i respektfuld kjærlighed til de gamle mestere er åbenbart det stilfulde set og følt ved modellen under arbeidet. Der er f. eks. meget mindre af efterligning i disse Eilif Peterssens portrætter end i Lenbachs. Og forholdet til de »gamle« gir billeder som disse noget distingveret og exquisit, som ellers savnes i norsk kunst. Hvor friskt og bredt han kunde male i en oplagt stund viser f. eks. den flotte og levende portrætstudie af vennen Hans Heyerdahl, som tilhører hans tidlige münchenertid. Der stikker en god naturalist i den kunstner, som har malt dette! (afb. side 135). Skulde noget af hans billeder fra denne tid — af dem jeg kjender — være på grænsen af det uselvstændige, måtte det snarest være hans Judas Ischariot, som sammen med 7 kirken, Harriet Backers portræt og prof. Liers portræt var udstillet på ver- densudstillingen i Paris i 78. Det oprindelige Judasbillede, som skal være ganske forskjellig fra det side 97 afbildede, og som jeg ikke kjender, er malt i 77 umiddel- bart efter kunstnerens første reise til Venezia og Firenze. Repliken fra 78 røber en stærk afhængighed af Tizians Skattens mynt. Men Tizians Kristustype kommer man kanske ikke så let forbi, og billedet har en unegtelig skjønhed og utvilsomme male- riske fortjenester.1) 9 Det første Judas-billede eies af kunstnerens svigerinde fru Andrea Kleen i Stockholm, det her afbildede eies af ingeniør Segelcke, Strømmen. 179