Norske Malere Og Billedhuggere
2. Fransk Malerkunst - Norske Kunstforhold - Norsk Malerkunst I De Sidste 25 År

EILIF PETERSSEN. München forlod Eilif Peterssen i 78. Han reiste da hjem til Kristiania, hvor han hlev vinteren over og malle en Kristus på korset for Johanneskirkens alter, en farvetung komposition, hvori Johannes’ røde kjorlel hier prægtig mod kvindernes blå, mens Magdalenas gyldne hår er billedets lyspunkt. Våren 79 reiste Eilif Peterssen ud påny, men denne gang reiste han gjennem München uden at stanse, til Italien. I Italien, navnlig i Rom, tilbragte han alle vintrene lige til 83, i 80 var han også sommeren over i den lille fjeldby Sora. Det var eiendommelig nok på Italiens klassiske jordbund, at Eilif Peterssen ud- vikled sig til realist i moderne forstand og til friluftsmaler. Det synes at ske ganske selvstændig og uden franskmændenes påvirkning. For fransk og overhodet for mo- derne kunst havde han så liden interesse dengang, at da han i 78 reiste hjem fra München, la han ikke engang veien over Paris, hvor det store verdensstevne af mo- derne kunst netop udfolded sig, og det tiltrods for, at han selv udstille flere billeder på verdensudstillingen og netop havde modiat underretning om, at han havde fåt udstillingens guldmedalje. Den gamle kunst lokked ham til Italien, men den ita- lienske sol lokked frem naturalisten i ham. Allerede i Karlsruhe havde han malt et par landskaber, som forbauser ved sin enkle nøgterne naturlighed, og i München gik han blandt kameraterne som natura- listen, »længe før forskjellen mellem naturalisme og andre ismer stod klart for mig«. Der er meget som taler for, at Eilif Peterssen har ret, når han siger: »Jeg tror, at naturalisme ligger os norske i blodet og må frem i en eller anden form — stærkere eller svagere — det er simpelthen det »naturligste« hos et folk, som ikke besværes med kultur og overlevering.« I et hvert fald er det vanskeligt at pege på en bestemt grænse mellem Eilif Peterssens »naturalisme« og det, som gik forud. Allerede i det udmærkede billede Siesta fra et osteri i Sora (1880) i Kunstmuseet er der en ny ånd, en naturlighed og sandhed, som er fri for al tysk »iscenesættelse«. Den døsige, lidt vin- tunge middagsstemning er fortrinlig nuanceret i den lange række figurer, som pro- filerer sig henover billedet omtrent som på en gammel tlorentinsk freske. Netop det begivenhedsløse i scenen, som man anked over før som »kjedeligt«, er det morsomme ved billedet. Man slipper anekdoten og får maleri isteden. Og tiltrods for visse »brun- heder«, som hænger igjen, kan man trøstig si om dette maleri: synderlig længere i naturalisme var ingen norsk figurmaler kommet dengang. I Sora-billedet er det reflekslyset indendørs en glohed sommermiddag, som er det maleriske problem, i det store billede Fra Piazza Montanara (1882), som maleren to år senere sendte hjem fra Rom, er det sollyset ude og det farverige mylder på en romersk plads. Da delte anselige og figurrige billede i 83 sås på den nordiske 180