Norske Malere Og Billedhuggere
2. Fransk Malerkunst - Norske Kunstforhold - Norsk Malerkunst I De Sidste 25 År

HANS HEYERDAHL I MÜNCHEN. To kolorister og skjønhedsdyrkere, to tidlig modne talenter, let påvirkelige og åbne, ikke mindst for gammel kunst, begavede med det lette håndelag og lige ærgjer- rige i det tekniske, kom de snart til at stå jevnbyrdige og side om side i München. Begge havde de medgangs vind i seilene i de grundlæggende år, opleved udstil- ling-successer, salg, stipendier, reiser, gjorde grundige galleristudier, nød ældre berømte mesteres venskab og belæring. Eilif Peterssen kom først til Italien, Heyerdahl først til Paris, men begge opnådde de den efterlængtede reise til kunstens gamle land, og begge fik de indblik i det gjæ- rende liv i kunstens nye hovedstad. Sluttelig kom de hjem — dygtige til noget af hvert: historiemalere, portrætmalere, landskabsmalere. Ingen af dem kunde rigtig beslutte sig til at opgi det ene for det andet, og ingen af dem blev fanatikere for den nye lære om friluftsmaleriet. Deres udviklingsgang har i grunden artet sig som en svingen frem og tilbage mellem to ungdomsidealer: på den ene side gammelmesterlig tysk skoleteknik og kompositions- kunst — på den anden side fransk impressionisme. Det skal jo egentlig være en ulykke, dette at være forelsket i to samtidig. Hos Eilif Peterssen tror man da også at spore noget af anstrængelsen ved det; han synes af og til at lide under en urolig samvittighed. Heyerdahl, som forøvrigt har været ganske anderledes ujævn i sin produktion og uafladelig har eksperimenteret, har åbenbart med den største sindsro hengit sig afvekslende til sine to kjærligheder. Han har beilet til høire og venstre, malt tysk og malt fransk og malt det, som ingensteds hører hjemme. Han har i sin kunst været omhyggelig som ingen eller samvittighedsløs som få, djærv og udæskende eller behagesyg og sentimental, triviel og paradoksal, men — gud være lovet! — også genial. Så genial, at man skylder ham nogle af de dyrebareste lærreder i norsk malerkunst. Men hvad han end har været, og hvad han end har gjort, altid har han gjort det med en lysende selvtillid, i gladeste naivitet. Han hører til de lykkelige, i hvem instinktet hersker, uantastet af fornuft og samvittighed. Og med al sin påvirkelighed, sin svaghed og sin planløshed er han en ægte og fængslende malerbegavelse, kanske den mest ægtefødte maler i hele kuldet af kunstnere, som fremstod i disse for norsk malerkunst så frugtbare år. Hans Olaf Heyerdahl er født den 8de juli 1857 i Dalarne — af norske forældre. Hans barndomshjem blev dog Drammen. Hjemmefra var han bestemt til ingeniør, men han slap at bli det og kom ind på Morten Müllers malerskole. Han var da meget ung, og selv da han i 1874 fik reise ud for at fortsætte sine studier, havde han bare såvidt fyldt 17 år. Reisen gik til München, hvor han blev elev af akademiet og fik Loefftz og Lin- denschmit til lærere. Navnlig den første skylder Heyerdahl meget af, hvad han kan. 187