Norske Malere Og Billedhuggere
2. Fransk Malerkunst - Norske Kunstforhold - Norsk Malerkunst I De Sidste 25 År

HANS HEYERDAHL. Hans glimrende evner blev af denne samvittigsfulde og noble lærer ledet ind i det bedste spor. Gjennem alvorligt studium og ihærdig øvelse nådde han i kort tid frem til at bli en udmærket tegner, navnlig en udmærket portrættegner i Holbeins ånd. Hans små blyantstudier fra denne tid er små niønstre på precision og iagttagelse. Han opnådde da også al slags belønninger, som et akademi tildeler sine flinke elever. Efter vel tre års læretid kunde Heyerdahl i 1878 indsende til verdensudstillingen i Paris et stort billede, som fremstilte Adam og Eva uddrives af Paradis. Billedet vakte den største opsigt såvel blandt kunstnere som i publikum, blev prisbelønnet og øieblikkelig solgt (til en græker). Ikke så dårlig succes for en akademielev! Han forlod da også straks akademiet og ilte til Paris. Forfatteren kjender billedet bare fra fotografi og en senere gjentagelse; men det gjør indtryk af at være overordentlig malerisk. Navnlig må Eva, efter gjentagelsen at dømme, ha været ypperlig malt, ung og myg og gylden i huden.1) Billedet er imidlertid mere end en blot og bar aktstudie. Det har sin egen trodsige mening, som er udtrykt i Adam-figuren. Han er en pur ung gut, næsten barnet endnu, med et vakkert mørkt lokkehode. Men blikket, som han sender tilbage mod den ubarmhjærtige himmel, luer af vilje og harm, og hænderne knytter sig i afmægtig trods mod dette »forsyn« som sætter sine egne børn på porten og lukker paradiset for dem. Der er oprørsk ungdom i dette værk af en 20-årig! Samtidig med dette billede (kanske efter den samme kvindelige model som Eva?) malte Heyerdahl den bodfærdige Magdalena, som Eilif Peterssen nu eier (afb. side 111). Billedet er som følge af den altfor eksperimentelle malemåde med forskjellige binde- midler nu nærmest en ruin.2) Hele farvefladen er opløst af et net af sprækker, og enkelte partier er grusomt eftermørknet. Tiltrods for denne bedrøvelige forfatning er billedet en stor øienslyst. Der er slet ikke noget originalt i kompositionen, som er traditionel, heller ikke noget eiendommeligt i udtrykket, som er begrædeligt, og hverken den obligate bibelbog eller dødningskallen mangler. Det er ikke det. Men hvad der er, er det hvide kjød i de (altfor) lange arme, brysternes faste knopper i hårflommen, alt dette blonde og rødgule og unge og attråværdige — og så lo store blanke øine, som er blå og løftede mod himlen! Alt her møder man modnet det sansebestikkende og dårende, som er kraften og hemmeligheden i Heyerdahls kunst. 1) At maleren har været så indtat i sin model, at han endog har malt mærket efter strømpe- båndet under Evas knæ, gjør jo ikke figuren mindre fortjenstfuld som aktstudie. Men man tænke sig det opstyr, som dette strømpebånd-mærke på vores alles moders læg vakte her hjemme for 18 år siden, da billedet var udstillet i »Hoppes gård« i »Kirkebakken«, hvor Kunstforeningen holdt til! 2) Heyerdahl har yndet slige forsøg med olje og tempera eller voksfarver om hinanden. 188