Norske Malere Og Billedhuggere
2. Fransk Malerkunst - Norske Kunstforhold - Norsk Malerkunst I De Sidste 25 År

ERIK WERENSKIOLD. WERENSKIOLD, Studie (1877). Malt i Lindenschinits skole. Han havde da tegnet en del på egen hånd hjemme på Kongsvinger — allerede her hegyndte eventyr- tegningerne at dæmre for ham og sent på året 1875 kom han til München. (Se også afsnittet om de norske i München, I, s. 307 ff.) På akademiet begyndte han at tegne hos Löfftz og senere at male nn- der Lindenschmit. Af disse to læ- rere har vistnok Löfftz betydd mest for ham, og Werenskiold indrøm- mer at skylde ham det bedste fra sin læretid i München. Men allerede dengang reiste Erilc Werenskiolds uafhængige og oppositionelle natur sig mod det hele akademivæsen med dets billedkopiering og kunstige ar- beidsmåde. Alli München følte han sig som naturalist. Og allerede her log han sigte på det nationale. Det første billede, Werenskiold sendte hjem, fremstiller barn — legende barn, som kaster æpler på hinanden. Han er altid blit ved med det, at male barn; det ligger særlig godt for den myke, ømme evnen i hans natur. Men det første større billede, han sendte hjem, det, hvormed hans talent vakte virkelig og varig opmærksomhed, har også et genremotiv og fremstiller bønder — Et møde (1880). Billedet forefaldcr nu for moderne øine nokså »tysk« både i farve og i fortælling; men det er allerede bestemt realistisk i sin karakteristik og betegner et resolut skridt videre fra Tidemands og selv Sundt-Hansens bondeskildring. Det få- mælte kurmageri, det træge bondeskjæmt mellem den unge smekre slåttekaren og jenterne, som mødes på marken, røber allerede det nuancefine og sikre blik for bøn- ders vis og væsen. Men billedet har fåt et stænk af münchenerskolens genre-parfume. Imidlertid havde Werenskiold allerede dengang tegnet sine første evenlyrlegninger (1878—1880). Gjennem dem havde han bevist både sit talents oprindelighed og en for- bausende modenhed. 202