Norske Malere Og Billedhuggere
2. Fransk Malerkunst - Norske Kunstforhold - Norsk Malerkunst I De Sidste 25 År

ERIK WERENSKIOLD. Men først i Werenskiolds tegninger kjender man den norske karakter helt; som faste stærke pulsslag banker den i dem. Straks i det første billede med de to små- gutter i mørkningen på Hedalsheien er der en afgjort norsk klang. Og i det andet billede med Hedalstroldene, som brakende baner sig vei i mørket gjennem tykkeste Bjølstadskogen. er den groteske norske eventyrmystik alt udløst i skikkelse. Lad være, at Kittelsen står i en særlig intim pagt med troldpakket i dette land, men Weren- skiold var dog den første, som synte os det norske døletrold.1) Og høiere og høiere når han i kunst, jo længere han stiger ned mod dalen, jo simplere og hverdagsligere motivet er. I Presten og klokkeren og i Askeladden, som fik prinsessen til at løgste sig, når Werenskiold det fuldkomne i karakteristik bade af folkeslag og situation og typer. Der er en af disse tegninger — der hvor Askeladden står lang og slampet i fjøsdøren og flirer til den befippede kongsdatter som er simpelthen en af de største bedrifter i norsli kunst og turde bli stående selv i det strengeste udvalg af det 19de århundredes tegnekunst. Det er norsli kuitise det! Og ungdom! Og geni i hver en streg!2) Det, som var Werenskiolds lykkelige greb ved illustreringen af folkeeventyrene, var, at han prøved at se eventyrets skikkelser med bondens øine. Med hans mål for stort og småt, for gildt og snurrigt, med hans friske lune og jevne dømmekraft. Derfor er eventyrets konge blit til kaksen i slåbrok og tøfler, med langpibe i munden og kronen på snur. Prinsesserne er blit til smekre, opløbne proprietærdøtre i hvide musselinskjoler med korte pufærmer. Kongsgården er blit en svær gammel Østlandsgård med matklokketårn, svalegange og digre uthus (Bjølstadgården er proto- typen). Og Askeladden, den norske bondefantasis Aladdin, han er bygdefanten, som ei udenfor folkeskikken, som slænger gårdimellem efter sit eget hode, snal og lur, som ingen blir klok på og alle kniser af, indtil han en vakker dag slænger ind på lykke- veien og finder alle døre på vid væg — også hjærtedøren til kongsdatteren, som fører til bryllupseng og det halve kongerige! Med mesterlig takt er i disse tegninger folkelivskildringen rykket ind i en vag, ikke meget fjærn fortid, som gir spillerum for det, som rart og utroligt er i eventyret. Virkelighed og fantasi vipper og balancerer på den gratiøseste måde. 9 Flere af tegningerne til de senere samlinger Eventyr for børn (1883, 1884, 1887) er også tegnet i Münchenertiden, men de teknisk ypperste er som regel senere. Således er tegningerne til Herre- mandsbruden fra 82, mens billederne til De tre kongsdøtre i berget det blå er så sene som fra 87. — Det bør huskes, at det var de danskes ypperste kritiker Karl Madsen, som i 88 i Kunslbladet var den første til at udtale de stærke beundringens ord, som eventyrtegningerne fortjener — »at Weren- skiolds tegninger endnu er den norske kunsts smukkeste og største mindesmærke». 2) For Askeladdens type, sammenlign forøvrigt den at Werenskiold omtegnede slutvignet til Gjæte kongens harer af Aug Schneider. 204