Norske Malere Og Billedhuggere
2. Fransk Malerkunst - Norske Kunstforhold - Norsk Malerkunst I De Sidste 25 År

I MÜNCHEN — PLEIN-AIR. Karakteristisk er det for den trang til større friskhed og sandhed i farven, som dengang lå i luften, at da Werenskiold i sit atelier malte sit hillede af Den for- lorne søn døsende på en bænk i en af Münchens parker — så endte det med, at han flytted sin model ud af atelieret, ud på et tag, som strakte sig foran vinduet, ud under åben himmel. Og da Werenskiold i 1881 tog frem igjen sin komposition Et møde, som han i 1880 havde malt ud af hodet, var det for at male billedet ude og med model. Men dengang havde han også set de franske malere på Münchener-udstillingen i 1879. Om denne epokegjørende udstilling og om gjæringstiden i München før gjen- nembruddet til naturalisme og friluftsmaleri er der udførlig talt i denne bogs første del, det sidste afsnit.1) »I München befandt jeg mig i permanent opposition til hele kunstretningen«, har Werenskiold senere skrevet. Måske er han tilbøielig til at se noget for mørkt på sin læretid i München. Men man kan forstå, at for hans exakte, endeframme natur måtte münchenerretningen være usympathisk; den var for meget theater og for usolid i det tekniske. Den tilsyneladende grundighed i detaljudførelsen dækked som oftest over mangel på fast konstruktion i tegningen.2) Selv en utålelig akademiker som Bouguereau kunde på udstillingen i /9 triumfere over tyskerne med sin overlegenlied som tegner. Münchenerne kunde nok tegne et øie vakkert og sjælfuldt, men vanskelig en menneskekrop, som hang ordentlig sammen. Og endnu dårligere bevendt var det i München med studiet af de sande farvevalører. Her arbeided man i en »smuk« (d. e. brun) tone, ikke naivt efter virkeligheden; man savned det åbne øie for det ind- byrdes forhold mellem farveflækkerne, set gjennem luftens medium. Alt dette gik med fuld klarhed op for Werenskiold, da han så den franske kunst på udstillingen i 79. Han malte færdig, hvad han holdt på med, pakked sin kuffert og forlod München og 9 Studien til Et møde eies af grosserer Fabritius, det første billede (fra 1880) af gros. Chr. Langaard, det andet (1881) af gros. Andresen, alle i Kr.ania. Den forlorne søn og Englischer Garlen blev indkjøbt 1879 til Kr.ania Kunstforenings udlodning for henholdsvis 360 og 130 kr. og eies nu, det første af generalinde Nyquist, det andet af ritmester Thv. Meyer; landskabet fra Pasing eies af prof. Leegaard. Også et landskab hos Bernt Grønvold, Berlin, samt et billede med to hvide have- stole På gamle tomter (1881), indkj. af Bergens Kunstforening for 700 kr., nu hos gros. Ole Johannessen, Bergen, tilhører denne tid. — Til Kr.ania Kunstforening har Werenskiold solgt forholdsvis få billeder; foruden de nævnte i 79 solgte han i 81 en Genre (Kr. 240), som blev vundet af konsul Gerner, Moss’ og i 82 en anden Genre (290) som tilfaldt ingeniør F. L. Vibe I 86 blev En Telemarksjente (1000) vundet af kammerherre H. P. Thorne, Stockh., mens Stabbur (300) gik til Bergen (Fru Bolette Olsen). I 87 tilfaldt Blåveis (450) dampskibsexpeditør Holger Fischer. j) Werenskiold har fortalt mig, at det første spørgsmål, han fik på skoleateliererne i Paris, var dette: »Har De målt ?« Men i München, hvor man evig og altid drev på med at tegne studie- hoder og bare en sjelden gang tegned akt, der havde man jo ikke lært at »måle« eller propotionere ordentlig en naken mand. Lenbach’s studiehodekunst, som hyller »liele resten« i et mystisk mørke, der dækker over alle skrøbeligheder, er typisk mûnchener. Viel Geist, wenig Körper! 209