Norske Malere Og Billedhuggere
2. Fransk Malerkunst - Norske Kunstforhold - Norsk Malerkunst I De Sidste 25 År

ERIK WERENSKIOLD. den tyske kunst for ikke mere at vende tilbage. Han havde fattet sin beslutning om at »bestå ildprøven« eller begynde forfra i Paris. Det var i januar 1881, at han kom til Paris. Af norske malere, som var kommet før ham, fandt han her Heyerdahl, som endnu nød sin berømmelse efter Adam og Eva, Skredsvig, som netop det året havde sin succes med Ferme à Venoix — til ham slutted Werenskiold sig nærmest i omgang — Uchermann, Harriet Backer og Kitty Kielland; senere kom Ulfsten og Krohg. Desuden fandt han her samlet næsten alle de svenske opponenterna og flere danske malere, blandt dem Joachim Skovgaard som han blev nær kjendt med, og Krøyer, som han bare traf flygtig. Edelfeldt var der også; han grundla netop i de år sit europæiske ry med Begravelse i Finland, Gudstjeneste på stranden og sine portrætter. Krøyers stærkt realistiske Italienske hatte- magere var et af de mest opsigtvækkende værker på den første salon, Werenskiold så, den i 1881. Salonen var forresten dette år ganske særlig rig på gode arbeider, fremfor alt af Manet og Puvis de Chavannes. Forøvrigt var det i fransk malerkunst Bastien Lepage’s glanstid; ved siden af ham var det Vollon, Bonnat, Laurens, Henner, Carolus Duran og den unge Boll, som i disse år satte sit præg på udstil- lingerne; dog også udlændinger som Israels, Liebermann, Sargent og Boldini foruden skandinaverne. Men mindst lige meget følte Werenskiold sig tiltalt af impressionisterne, som han så hos kunsthandlerne på boulevarden, af Manet, Monet, Benoir, Cezanne og Pissarro, og »jeg angrer på, at jeg ikke søgte nærmere forbindelse med dem og senere med Van Gogh, hvis bror jeg kjendte,« skriver Werenskiold i et privatbrev. Men også udenfor malerkredsen tog Werenskiold stærke indtryk under de 2 vintre, han 1881—83 tilbragte i Paris og under et nyt besøg våren 85. Ved juletider 82 kom Jonas Lie og blev hjærtelig modtat af Bjørnson, som dengang bodde i Paris. Det var en frugtbar tid, begge digtere havde just i de år »dampen oppe«. Jonas Lie skrev på Familien på Gilje (1883) og Bjørnson på Det /lager (1884). Særlig forholdet til Jonas Lie blev for Werenskiold varigt og inderligt; han kjendte ham forresten alt fra barndommen på Kongsvinger. 1 Paris arbeided Werenskiold på egen hånd uden lærer. Først langt senere under en vinters ophold 88—89 gav han sig som moden mand ind på Bonnat’s atelier og blev elev igjen; — han følte behov af at styrke sin kunst teknisk og skammed sig ikke for at vedgå det. Under dette første pariserophold arbeided han derimod i eget atelier og brugte forøvrigt sine øine på udstillingerne. Men opholdet var langt nok til at frigjøre, hvad der allerede gjærede hos ham i münchenertiden, og han udvikled sig snart til en fuldblods naturalist og friluftsmaler, for en tid endogså med impressionistiske tilbøieligheder. Om somrene reiste han hjem til Norge. I 1881 lå han i Frøvik nær Kragerø og 210