Norske Malere Og Billedhuggere
2. Fransk Malerkunst - Norske Kunstforhold - Norsk Malerkunst I De Sidste 25 År

ERIK WERENSKIOLD. delsen heraf tar Werenskiold op tråden fra J. C. Dahls propaganda. Som en varm beundrer af begges kunst vakkert har udtrykt det: »Der er hos Werenskiold noget af den seige kraft og stærke oprindelighed som hos Dahl, og det norske folkeeventyrs ånd indvied ham tidlig til at bli vor billedkunsts nationale samvittighed.«1) Da Werenskiold kom hjem fra Paris, med planen fuldt færdig for, hvordan der skulde kjæmpes og arbeides for en national kunst, var Thaulow og Krohg alt på plad- sen og kampen med Kunstforeningen begyndt. Men først nu slog striden mellem kunst- nerne og publikum, eller rettere dettes formyndere, ud i lys lue. Werenskiold nøled ikke med at kaste sig ud i kampen og med den forening af hensynsløs hengivelse og sikker beregning, som har gjort ham stærk i det offentlige liv. Når Werenskiold gik i ilden for kunstnernes sag, var det med en skråsikkerhed og en uræd ligefremhed, som virked imponerende på modstanderne og i høi grad styrkende på meningsfællerne. Ungdommen og de yngste tog han helt med sin stærke tro. I det hele er det ikke tvilsomt, at hovedparten af æren for kunstnernes kamp og for den forholdsvis snare seir tilkommer Werenskiold. Han havde en førers væsentlige egenskaber: mod, klarhed, fasthed og en udpræget sans for organisation. Der var i kredsen mere vidtgående naturalister end Werenskiold, både i theori og i sin kunst var Krohg mere udpræget. Men Werenskiold var alligevel den, som klarest og mest logisk formulerte naturalismens program. I øieblikket og for publikum kunde det otte se ud som, om andre var mere ledere af bevægelsen end han. Frits Thaulow’s brede dekorative figur var den mest iøinefaldende i denne kunstnerflok, Christian Krohg’s paradoxale intelligens og radikale optræden blænded og ægged stærkere de mange unge, som slutted sig om dem, samtidig som han mere end nogen udæsked publikum til modstand. Men det har dog i længden vist sig, at Werenskiold var den egentlige, konsekvent handlende og udholdende fører i bevægelsen, manden med den dybe overbevisning og den stærke vilje til magt. ') Aubert Det nye Norges malerkunst, 1904 s. 44. Dr. Aubert har også skrevet om Werenskiold i tidsskriftet Kunst und Künstler, III, s. 357. 212