Norske Malere Og Billedhuggere
2. Fransk Malerkunst - Norske Kunstforhold - Norsk Malerkunst I De Sidste 25 År

BONDELIV. WERENSKIOLD TELEMARKJENTER (1883) Kunstmuseet i Kristiania. Forst mellem norske bønder, under tre påhinanden følgende sommerbesøg på Gvarv i lelemarken (1883—85) fandt Werenskiold helt sig selv som maler. Her fuld- løite han nu herre over den franske teknilt — - så modne og værdifulde arbeider som 1elenuwkjenler (1883) og Bondebegravelse (1885). Med dem og med eventyrtegnin- gerne har Werenskiold som folkelivskildrer tat op tråden fra romantikens tidsalder, men i moderne og realistisk ånd. Ånden er nærmere Sundt Hansens end Tidemands, men i virkeligheden fjernt fra dem begge. Karakteristisk for Werenskiold som folkelivs- maler og som kunstner i det hele er, at han hverken er »figurmaler« eller »landskabs- maler«, men gjerne ser menneskene i deres naturmilieu. Ikke på baggrund af, men i landskabet som i lige høi grad er billedets motiv som figurerne selv, maler han dem. Denne sammensmeltning af landskab og figurbillede, som først egentlig Millet har fuldbyrdet i europæisk kunst, er i det hele hyppig i den naturalistiske periode. Den måtte særlig passe for en kunst som den norske, hvor landskabskildringen indtil da altid havde været i afgjort overvægt, og hvor figurmaleriet vel kunde trænge støtte. Gjætere og Telemarkjenter er de første billeder i norsk kunst, som er helt og bevidst plein-air-maieri, set under fri himmel, med alle ting ligesom sænket ned i atmos- færen som i et synligt fluidum. 1 Telemarkjenter er den sommergrønne dal svøbt som i NORSKE MALERE OG BILLEDHUGGERE. II. — 21. 213