Norske Malere Og Billedhuggere
2. Fransk Malerkunst - Norske Kunstforhold - Norsk Malerkunst I De Sidste 25 År

ERIK WERENSKIOLD — BONDEBEGRAVELSE. et blegt tylslør af duskregn. Alle lokalfarver er indspundet i den melket blålige luft- tone på en gråveirs formiddag og får gjennem den sine valører. Jenterne, som i søndagspus og søndagslune står og hænger over skigaren med skjæmtsomt småprat, er ikke bare fortryllende grebet i øieblikket, men også mesterlig stemt ind i landskabets tone — som aldrig før figurer i norsk kunst. Alt ener sig om at gi den ledige, lyse søndagsidyl. Billedet er dertil malt med en sjelden omhu og delikatesse. Tre somre igjennem (1883—85) malte Werenskiold på det andet større billede Bondebegravelsen. Det er het sommerdag ved middagstid. Over den åbne dal dirrer luften af tørke, en blåviolet varmetåke ligger over åsryggene på den anden side. Længst fremme i den smuldrende lerjord er en grav netop kastet til. Bønderne, som har båret kisten, står i skjorteærmer og griner mod solen, mens den unge skoleholder læser af salmebogen. I en slig afsides dal er det langt til prest, og skolelæreren må foreløbig læse gudsordet over graven, til presten engang kommer til anexet. En kone i gråt sjal står der også, og den gamle graver, endnu med spaden mellem hænderne. Ingen gråter, intet ansigt røber ligefrem sorg. Tvære og stø, fåmælte og senvendte er disse norske bønder, ingen sindsbevægelse er istand til at bryde deres ydre ro. Det er, som om Werenskiold i dette folkelivsbillede havde koncentreret al sin evne om at skabe et værk i den mest inderlige — og yderlige — modsætning til Adolf Tidemands følsomt idylliske eller dramatisk oprørte bondelivskildring. Med Hid er begravelsen gjort så hverdagslig som mulig. Ingen prest, ingen klokker, ingen sorte frakker, ingen hulkende efterladte, ingen faderløse små. Bare disse stærke rolige mænd, som står der og sveder efter anstrængelsen og griner mod solen. Og bag dem den åbne smilende dal, denne himmel uden en sky og denne frodige natur, som er endnu mere brutalt udeltagende i, hvad her foregår, end menneskene. Dengang, da Bondebegravelsen fremkom, vakte billedet meget forskjellige følelser. Men selv modstanderne af dets kolde realisme måtte erkjende, at ingen havde før git norske bønder med så kvas og rammende karakteristik, ingen havde heller med større troskab afbildet en norsk dal i sommerskrud. Men hvad, som vakte mest forundring og de unges begeistring, var dette maleri i bare lyse toner, som opnådde en så kraftig solvirkning uden spor af sorte eller brune skygger. Dengang var Bondebegravelsen for os alle det rene »hul i væggen«. Med årene er billedet blegnet, farverne har ligefrem tabt sig, men selv om de havde holdt sig bedre, vilde ikke nu lysvirkningen fore- komme så blændende længer. Penselføringen er snarere ængstelig end bred, og vi har senere set nok af naturalisme, som med hensyn på illusionsvirkning overtrumfer denne. Men det, som tiden ikke har kunnet afsvække, er tegningens indtrængende ka- rakteristik og skildringens sandhed. Bondebegravelsen er blit stående i vor kunst som et af de mesterværker, som sætter skille. 214