Norske Malere Og Billedhuggere
2. Fransk Malerkunst - Norske Kunstforhold - Norsk Malerkunst I De Sidste 25 År

PORTRÆTTER. Skal noget kaldes for Werenskiolds særlige fag, må det vel nærmest være portrættet. Af portrætter har han — særlig i senere år — malt mange. Hans menneskekloge, klarsynte, til skarp iagttagelse hengivne kunst passer for portrættet. Og hans nohle, alvorlige sind kommer modellen imøde med de hedste hensigter. Der farer ingen genial kastevind af lune eller spot over hans portrætter — som ofte over Munchs. I ædruelig karakteristik, i solid gjennem- arheidelse står Werenskiolds portrætter over andre norske, ældre og nyere. I impulsiv op- fatning og digterisli tolkning af personligheden overgås han af Edv. Munch og af Gustav Vige- land. Som den store norske portrætist er imid- lertid Werenskiold kjendt også langt ud over fædrelandets grænser. I farven er hans portrætter ikke altid lige gode. De kan undertiden være lidt »melete«, lidt farveløst hvitladne, lidt ængstelige og »flos- sete« i penselstrøget, som håde vil udslette stregen og er ræd for at miste den. Han teg- ner i det hele tat ikke med penselstrøget, som WEBENSKIOLD Barneportræt (1903). Fru Hwallmann, Kristiania. de store, fødte kolorister gjør. Hans sans for kulør er ikke så skarp som hans sans for valør. Men hans portrætter er altid hetydelig menneskeskildring. De gir et hode som lever og en skikkelse som hænger godt sammen og er omtlydt af luft. Han gir karakter også i hænderne, som han jevnlig tegner ypperlig og behandler med samme respekt som ansigtet. Hans første (ikke helt fuldendte) portræt af Bjørnson (malt på Aulestad 1888) har netop et pal- hænder, som er deilig malt og mageløst karakteriseret, slig som de bevæger sig med argumenterende slag af papirkniven mod håndfladen. Bjørnson har han senere (1900) malt i et ypperligt billede, som eies af det Danske Nationalgalleri. Det er ikke længere den kjæmpende, agitatoriske Bjørnson med kvast øie og heftig hånd. Det er Norges trygge digterkakse, som skuer stolt udover fra sin eiendom og føler landet som sin baggrund, et imponerende og vægtigt billede, ikke uden et vist tint stænk af ironi, — kanske? Bjørnson har han endelig — ligesom Ibsen — portrætteret i en serie endnu ikke offentliggjorte kultegninger fra privatlivet. Med velvillig tilladelse af lir. Basmus Meyer 221