Norske Malere Og Billedhuggere
2. Fransk Malerkunst - Norske Kunstforhold - Norsk Malerkunst I De Sidste 25 År

I PARIS OG PAA SKAGEN - GJENNEMBRUDDET. Allerede i Tyskland havde han følt sig draget mod fransli kunst og fransk væsen, og synet af verdensudstillingen i 1878 blev afgjørende. For hans unge, letbegeistrede kunstnersind blev det friske liv, som i disse år gjennemstrømmed fransli kunst og litteratur, en indvielse og en dåb. Den naturalistiske kunstretning med dens virkelig- hedssans og følelse for lokalkarakter, med dens studium i fri luft og dens blonde, lyse tone tiltalte ham levende. Det var især billeder af Corot og Daubigny, men fremfor alle hans kunstneriske ideal Cazin, som gjorde indtryli på ham. Somrene tilbragte han i Norden, dels på Jæderen, hvis strand- og slettemotiver Ulfsten, Kitty Kielland og Thaulow nogenlunde samtidig opdaged og underla maler- kunsten, dels på Skagen, hvor han i 79 gjorde marinestudier. Her traf han sammen med Chr. Krohg og de danske naturalister, og under samværet med dem begyndte spirerne at gro til den opposition mod diisseldorferne og den tyske skole, som i otti-årene blev så virksom. Da han i 1880 kom hjem til Kristiania og atter traf Chr. Krohg, som allerede havde været hjemme nogle måneder, var det som overbevist »naturalist« og begeistret »europæer«. Begge var fulde af stridslyst og radikalisme og lystne på at ta kampen op med den indskrænkede hjemlige kunstsmag. I den beklumrede luft, som hvilte over Kristiania åndsliv, slutted de to »europæere« sig inderligere sammen i venskab, og med sine modsatte karakterer og begavelser øved de også kunstnerisk indflydelse på hinanden. Begge var de fuldblods naturalister, som anså det forbudt at ha et atelier. Kravet på sandhedskjærlighed var det høiesle kunstneriske krav. »Stod en stolpe eller en gaslygt på et uheldigt sted, anså vi det for en forbrydelse at sløife eller flytte den«. En betegnende udtalelse har Thaulow bevaret i sin erindring: »En brosten i Lakke- gata, godt malt, er interessantere end Napoleon på St. Helena, dårlig gjort«. I sin kunst var dog Thaulow betydelig moderatere end i sine theorier, og om han end altid efterkom naturalismens forlangende om at male i fri luft og gi ligefremt portræt af naturen, valgte han dog altid sine motiver, og med den sans for ligevægt og billedvirkning, som aldrig har manglet i hans feinschmekker-kunst. Også i den hen- seende var Krohg og Thaulow modsætninger, at mens Krohg så kunstens opgave i en demokratisk sandhedsforkyndelse, hævded Thaulow allerede dengang, at kunsten ifølge sit væsen måtte være »aristokratisk«, en nydelse for de få og bare en nydelse. Om Thaulows deltagelse i striden med Kunstforeningen, om hans »friluftsakademi« på Moduni og hans arbeide for de første kunstudstillinger er der tidligere fortalt. Mere end nogen syntes Frits Thaulow i disse unge år skabt til at samle de unge om sig. Bask og vakker, entousiastisk og elskværdig, formuende og uafhængig, fuld af godt humør og freidig tillidsfuldhed, med noget over sig af fremmed kultur og noget 233