Norske Malere Og Billedhuggere
2. Fransk Malerkunst - Norske Kunstforhold - Norsk Malerkunst I De Sidste 25 År

FRITS THAULOW OG KRISTIANIA. ved sig, som måtte gjøre ham til en gadefigur — var Frits dagens helt. Alle kjendte ham, næsten alle syntes om ham, kameraterne og med dem hele Kristiania nævnte ham bare ved fornavn! Ja, når »han Fresk«, som han hed i folkemunde, forledet af sin kameratfølelse og sin impulsive natur, forløb sig slig, at han måtte afsone bedriften med fængsel, var man henrykt også over det, og på løsladelsesdagen, som med beregning var fastsat til den 17de mai, blev han modtat af en jublende folkemængde, som endog vilde spænde hestene fra vognen, hvori han og Bjørnson kjørte bort. Jeg ser ham endnu træde ned ad rådstuetrappen ved Bjørnsons side, stor og tyk og fornøiet og elegant! — Selv en rømling fra akademierne, blottet for respekt for al fast skoleuddannelse, temmelig ligeglad med tegningens besværlige kunst, men lykkelig og stolt ved sit med- fødte fine farveøie, kom netop Thaulow til at øve en stærli indflydelse på det yngre slægtled af malere, særlig da landskabsmalerne. De er næsten alle hans elever, direkte eller indirekte. At denne indflydelse var udelukkende gavnlig, skal ingenlunde påstås. Når en hel del af den s. k. »mellemgeneration« er så dårlige tegnere og overhodet så svagt fundamenteret i sin kundskab, så får deres lærere Krohg og Thaulow bære sin del af skylden herfor — det hørte med til tidens ræsonnement, at tegningen var under- ordnet. Og når man gjennemgående kasted vrag på gammel kunst og ungdommen hoverte over de »brune gamle mestere i gallerierne«, så var det en almindelig fordom blandt naturalisterne, som alene Heyerdahl og Eilif Peterssen holdt sig fri for, og Werenskiold havde fuldt så meget sin andel i den som de andre. Men kanske var denne deres fiendtlighed mod gallerierne en af de nødvendige svagheder, som styrken fører med sig! Vist er det, at når de unge alle som en slutted sig til oppositionen og blev naturalisme og friluftstudium så oprigtig hengivne, så skyldes dette i første række Frits Thaulows eksempel, hans begeistring og overtalende personlighed. Og når disse unge endelig, tiltrods for sin vanskelige stilling midt oppe i det forbitrede Kristiania- publikum, blev naturalismens sag tro og som ærlig arbeidende kunstnere hver inden sin snevre horizont ydede sit bedste i norsk naturskildring, — så er det også en arv fra hin begeistringsfyldte unge tid, da de med Frits Thaulow i spidsen reiste til Modum for at male norsk natur på nært hold og på trods af, hvorledes folk vilde, de skulde male den. Med otti-årenes begyndelse stanser Frits Thaulows virksomhed som marinemaler. Vår- og vinterbilledernes lange række tar da sin begyndelse. Motiver vælger han nu dels fra selve Kristiania, dels fra hovedstadens nærmeste omegn. Han maler Slots- parken i løvspræt og i sne, Storlhingspladsen i vind og sludveir (se side 137) den gamle 234