Norske Malere Og Billedhuggere
2. Fransk Malerkunst - Norske Kunstforhold - Norsk Malerkunst I De Sidste 25 År

FRITS THAULOW. Alle dage har han afskyet »de sure vonde farver«, som f. ex. en oprigtig naturalist som Chr. Krohg ikke kunde formå sig til at stænge ude fra sin kunst, og som en hel del af de yngre naturalister har holdt for en hellig pligt at bekjende sig til. Som de andre naturalister har også Thaulow i sin tid bestræbt sig for at bringe lys og sol ind i sin kunst, og han har i sine ældre vinterbilleder skildret den klare norske vinterdag med megen friskhed. Men selv, hvor den er frisk, er hans kunst altid indsmigrende. Den fine rødme i solen og det forfriskende blå i skyggen gjør Thaulows vinter altid indbydende. Og de røde låvebygninger, som luer i solen, er meget prydende for Vestre Akers skinnende snebakker. Det er aldrig den barske norske vinter, han skildrer, aldrig »liglagenet over den afdøde natur«, aldrig snestor- men på heien, men den blanke søndagsmorgen, som lokker hovedstadens skiløbende ungdom ud på de hvide marker. Og selv om Thaulow har malt mange solklare billeder, er det dog den overslørede natur, som er hans rette element. Han har malt den sølvgrå vårdag over en bleggul myr med unge, fint løvede bjærketrær. Han har fornemmet det maleriske i en skidden høstdag ved Akerselven og glædet sig over at se den grå strøm indrammet af farverige rønner. Han har truffet den blege tone i Pariser-luften, og med kjendervirtuositet gjengit de arabesker, som strømhvirvlerne tegner under Seine-broerne, og som ligner vatrerne i en matgrå moiré antique. Han har nydt den delikate patina, hvormed tiden har overspundet en halvforvitret by som Venezia, og i en række billeder med forskjellige belysningseffekter har han med vel- behag varieret et motiv med en gammel murstensrød buebro i Verona. I nord-franske landsbyer har han malt den dybblå måneskinskvæld med et sjømandspar på en bro eller en sort kappe, som skjærer tvers over det øde torv henimod oljelygten, som døser udenfor en gammeldags taverne. Nu, mens dette skrives, sidder han senhøstes og maler pittoreske smug i en ravnekrog nede i Holland, hvor man næsten ikke kan nå ham med brev! Det er rart at tænke på, at denne internationale kunst-epikuræer, som nu hører Europa til, som forlængst har opgit et varigt samliv med norsli natur, som i sin senere produktion er influeret af franske, skotske og amerikanske malere (Cazin, Cottet, Whistler), som har sit publikum og sit marked i Paris, i London og især i Amerika, hvortil årligårs udskibes en farlig mængde Thaulow’er — at han engang var natural- isternes fører hjemme i Norge og engang gjaldt for en særlig typisk norsli kunstner. Nu. refereres hans kunstneriske seire, hans mangfoldige medaljer og diplomer og ordener med stolthed i vore aviser; men norsk kunstliv står Thaulow nu helt fjærnt. Thi Thaulow kan ikke i samme grad som hans kamerater og de fleste af hans elever siges at være blit naturalismen tro. Mæt af friluftsmaleriets ramme jord- smag har han i senere år vendt tilbage til atelierets laboratorium. Med kræsen smag 238