Norske Malere Og Billedhuggere
2. Fransk Malerkunst - Norske Kunstforhold - Norsk Malerkunst I De Sidste 25 År

SYG PIGE. én fast og en ubestemmelig vånde betar én. Man føler smerten ved at se den animal- ske kraft ubønhørlig tæres bort af døden. Sandelig — det falder vanskeligt at sætte sig ind i den tankegang, som da billedet kom frem, fandt stof til forargelse i delte »frastødende« sujet.1) — For en »europæer«, som Chr. Krohg følte sig i tankegang og sympathier, måtte det kjendes temmelig lummert hjemme i Kristiania i disse første 80-år. Så ofte han kunde, reiste han da også ud. Gjerne over Kjøbenhavn til Skagen eller til Paris, den by, som altid har draget ham og oftere holdt ham fast. Hans første Pariser-ophold falder i vinterhalvåret 80—81, da han havde statens kunstnerstipendium. Den franske naturalisme stod dengang i sin høieste blomstring. Goncourt og Zola havde sendt ud sine mesterværker, og deres ideer greb om sig. Germinie Lacer- leux, L’Assommoir og Nana var de bøger, som behersked ungdommens begreber om moderne litteratur. Maupassant fulgte efter. Og på Salonen var der netop i årene 80 og 81 et opmøde af god og moderne kunst, som der kanske aldrig har været før eller siden.2) Selv gjorde Krohg lykke på salonen i 82 med »Bagbord lidi!« Her i Paris formed hans kunst-anskuelse sig videre ud til en impressionistisk naturalisme, som malerisli var væsentlig bestemt af Manet. Men for Krogh var naturalismen eller impressionismen noget mere end en blot ’) Selv tidens mest velvillige kritiker A—t i »Morgenbi.« vipper i sin anmeldelse mellem ros og daddel, men en utilfredsstillet hunger efter sentimentalitet og novelistisk stof skriger gjennem anmeldelsen: »Der ligger her motiv til et billede, et løfte som kunstneren ikke har indløst. Vi fordrer for at tilfredsstilles noget mere, vi måtte.have noget af omgivelserne med, og vi lader os ikke i så måde afspise med den linon-rose, som kunstneren har ladet falde på uldtæppet som et offer til en almenmenneskelig medfølelsestrang. Som studie er det hele ledet af et kunstnerisk blik. Men skal det betragtes som et billede og dog give os nok med det, det nu giver, da må man kalde det koldt artistisk«. (!) a) Bastien-Lepage mødte med »Jeanne d’Arc« og »Tiggeren«, Roll med sin »Minestreik«, Bonnat, Besnard, Sargent og Boldini repræsenterte med sine portrætter realismen overlegent og med bravour. Ringere kunstnere som Jean Béraud (»Offentligt bal«) eller Goeneutte (»Morgensuppen«) tumlede med et socialt maleri. Puvis de Chavannes og Cazin skabte idealkunst under nye syns- punkter. Men over dem alle strålte Manets saftige impressionisme i værker som »Chez Père Lathuille« og portrætterne af Antonin Proust, Rochefort og Pertuiset. Mod sædvane var han i disse år sekunderet af Monet og Renoir, som ellers ikke gjerne udstilte på salonen. Men ved siden af franskmændene bidrog ikke mindst skandinaverne til at hæve salonens millieu. I 80 og 81 deltog ikke mindre end 29 skandinaviske kunstnere, blandt dem Josephson (med portrætterne af Kreuger og Østerlind), Edelfelt (med »Barnebegravelse i Finland«), Kröver (»Sar- dinrensere«, og det følgende år »Hattemagere«) og Anna Ancher. Og af nordmændene Heyerdahl, Skredsvig, Thaulow, Uchermann, Sinding, Kitty Kielland, Harriet Backer og Ulfsten. Men foruden udstillerne mødtes også mange andre nordiske kunstnere i disse år i Paris, i Grèz, i Concarnot: Werenskiold, Rich. Bergh, Carl Larsson, Nordstrøm, Kreuger, Joachim Skovgaard. NORSKE MALERE OG BILLEDHUGGERE. II. — 24. 247