Norske Malere Og Billedhuggere
2. Fransk Malerkunst - Norske Kunstforhold - Norsk Malerkunst I De Sidste 25 År

KROHG I PARIS. og bar kunstretning. Den var en ny kunstform, som bundede i nye anskuelser om det sociale, det religiøse og det ethiske liv. Kunstens drømmeliv havde tat en ende. Fra nu af var dens opgave den helt aktuelle: at skildre samtiden og gi individuelle følelser overfor samfundet luft. Kunsten skulde være den høieste, den intenseste leven med i dagens liv og dermed den stærkeste magt til dette livs omdannelse og forbedring. I kampen mod armod og uret, mod en glædesfiendtlig moral og hyklerske samfundslove var det kunsten, og ikke mindre billedkunsten end litteraturen, som havde at ta teten og udkjæmpe forpostfægtningerne. Chr. Krohg har i et foredrag som han i 1880 holdt i Den frisindede studenterfor- ening, da han selv stod midt oppe i en social reformbevægelses strieste hvirvler — i Bohêmetiden — udviklet sit syn på den bildende kunst som led i kulturbevægelsen: Billedkunsten er, siger lian, aldeles uundværlig for etlivert fremskridt i menneskenes udvikling. Den er en af de mægtigste' grene i den Golfstrøm, som Jonas Lie taler om, og — som ikke kan stoppes med en kork. Hvad er det nemlig, som er denne tids karakteristik? Når vi ser os omkring, så ser vi en rastløs uro og utilfredshed på alle kanter. De som tænker og gjør sig rede for sine tanker, er util- fredse med det, som er, de vil bort fra dette som hænger igjen fra udbrugte tider, og som ikke passer mere, de føler tidens fødselsveer med det, som skal komme. Og endnu ved de ikke rigtig, hvilke af tidens foreteelser er de udbrugte tiders levninger, og hvilke ikke. De ved, at der er noget, som er galt, men hvor og hvad er det? de ved det tildels, men de ved det langtfra endnu ikke helt. Men før kan de heller ikke hjælpe — for hjælpe vil de, hvis de ikke hører til de falske evolu- tionister, som kun gnider sig fornøiet i hænderne og sidder stille ved bredden af tidens strøm og venter på at komme til at spænde over større vidder. Derfor er tiden optat med at lære sig selv at kjende. Den maler sit eget billede. Det er tidens karakteristik. Men dertil trænger den både den bildende kunst og litteraturen og videnskaben og alle disse andre former, hvorunder menneskeånden arbeider, når den stræber til et større mål. Thi sandt er det, den vil ha billedet, skjærende sandt, ubehagelig sandt. Den vil se sit eget sandru portræt — det er det eneste, som kan nytte til noget. Og han udvikler videre, hvorledes litteraturen begynder med at skildre samtidens mennesker, først psychologisk, dernæst i deres ydre millieu, og hvorledes pennen her ofte kommer til kort, fordi ikke sprogmidlerne strækker til, og hvorledes penselen må kaldes til hjælp. For den bildende kunstner, han kan skildre det synlige slig, at man aldrig glemmer det, så det sande blir endnu mere skjærende, så det uhyggelige blir endnu mere uhyggeligt. Der har vi kunstens mission i den nu- værende kulturbevægelse! Derefter går Krohg over til at skildre, hvorledes malere og forfattere af den ene kunstretning efter den anden drog ud, grebne af tidens uro, for at male tidens billede. Realisterne var det første opbud af dem, som drog ud. I dyb mistillid til romantikernes idealisering gav de sig til at knæle for detaljerne i naturen og tilbede dem, men glemte, at de selv hørte med til naturen og altså var ligeså tilbedelsesværdige. Romantikerne tænkte bare på sig selv og ikke på naturen, realisterne tænkte bare på naturen og ikke på sig selv. De syntes, naturen var så uopnålig, at det bedste, der var at håbe, var en svag efterligning, så slavisk som mulig. Og så søgte de efter flere og flere detaljer og satte dem sammen. Men det blev ikke rigtigt alligevel, og ikke natur og slet ikke noget billede af tiden. Men så kom Manet. Han hørte til den ungdom, som var gjennemtrængt af anarkismens ideer og havde kastet al autoritet overbord. Og frigjort fra alle de regler og evangelier, som man havde ud- draget af de gamle mestere, så han sig omkring med egne øine. Og da så alting ganske anderledes ud. 248