Norske Malere Og Billedhuggere
2. Fransk Malerkunst - Norske Kunstforhold - Norsk Malerkunst I De Sidste 25 År

KUNSTEN SOM LED I KULTURBEVÆGELSEN. Han forstod, at det ikke kunde nytte at ville gjøre naturen efter og lave natur. Man måtte vove at se på naturen med egne, d. v. s. med tidens øine og male det, som man så, så friskt som muligt. Og man måtte vide at stanse i rette tid og ikke ta det uvæsentlige med. Det indtryk, som naturen gjør på os, tidens børn, må kunsten gi — da får vi tidens billede. Det gjælder altså først og fremst at være et tidens barn og dernæst at gi sig selv i sit arbeide. Det gjælder at leve og hade og elslæ, for så vil man i hvert eneste værk — det være nu stilleben, landskab eller hvadsomhelst få et lidet billede af tiden, og når man samler alle disse små billeder, får man det store afsluttende klare billede af tiden, som man vil ha. Og han citerer Zola: Je veux, qu’on fasse de la vie, moi, — liv, ikke kunst! Det som jeg vil ha i et billede er en mand bag billedet! Og han slutter med at fremhæve blandt forfatterne Guy de Maupassant som den, der har formået at gi sådanne impressioner, og Hans Jæger, »Nordens Manet«. Endelig hilser han de nye skarer, som vil drage ud og afløse ham selv og de andre norske malere, som ikke har vovet helt ud at være impressionister: »Drag ud! Afløs os og foragt os! Der er mange af Dere, som ikke skal komme tilbage igjen, men under den rastløse stræbens lidelse vil Dere føle den vellyst, som ligger i at fylde sin sjæl med tidens tanke og bruges af den. Og skynd Dere, for tiden har ikke tid, tiden har hastværk — men pas Dere for overgraveren!« »Overgraveren« — det var den norske justits, som med polititvang »begrov« Hans Jægers bog Fra Kristiania-bohemen — »den første norske naturalistiske roman« — og indleded retsforfølgelse mod forfatteren. Året efter, da Cbristian Krohg udgav sin bog Albertine (1886) fik han selv føle »overgraverens« greb. Krohg havde stillet sig den opgave, at gi en naturalistisk og utilsløret skildring af en fattig Kristiania-piges glædesløse liv og »fald« — hendes forførelseshistorie og nedværdigelse gjennem den politibeskyttede prostitution. Bogen var skrevet med talent og åbenbar redelig hensigt. Men ikke desto mindre blev den konfiskeret og forfatteren ilagt en pengebod.1) De, som i disse år leved med i Kristiania, vil huske det oprør, som sindene blev sat i ved disse indgreb i trykkefriheden af selve det Sverdrupske ministerium, og de protestmøder og avisskriverier og folketog, som konfiskeringerne gav anledning til. Hele landet over tog man parti for og mod beslaglæggelserne. Forargelsen var stor på den ene side og forbitrelsen hed på den anden side. Ungdommen delte sig i to leire, for og mod den lille hensynsløse bohéme-klik, som i Kristiania fortsatte med at udæske det gode borgerskab ved sorgløst liv og »forargelige« handlinger. Blandt andet udgav de et blad Impressionisten, som havde den frækhed at præsentere sig således: »Dette blad udkommer af og til«, og redaktøren af de 4—5 nummere, som kom ud, var netop Chr. Krohg. Albertine-bogen efterfulgtes af billedet Albertine i politilægens venteværelse (1887), ’) Et skjær af komik faldt der over beslaglæggelsen derigjennem, at af oplagets 1600 exemplarer var de 1200 solgt og i rasende omløb, da beslaglæggelsen fandt sted. 249