Norske Malere Og Billedhuggere
2. Fransk Malerkunst - Norske Kunstforhold - Norsk Malerkunst I De Sidste 25 År

CHRISTIAN KROHGS »Albertine«. KROHG Illustration af «Albertine« (188G). som er Krohgs hovedværk — et vældigt figurrigt maleri med legemstore forgrundsfigurer.1) Billedet fremstiller den episode i bogen, da Albertine efter at være blit voldtat al politifuldmægtig Winther, er stævnet til »stasjonen« til lægevisitation sammen med byens prostituerte skjøger. Scenen er venteværelset foran politilægens undersøgelsesrum, »det giftiggrønne værelse med de fængselsgule træpanelinger og fængselsgule træ- møbler på det grå gulv«. Det er som, om maleren denne gang af skræk for at komme borti det sentimentale ikke har vovet at gjøre den stakkars Albertine til billedets hovedperson eller i det hele tat ikke har villet fæste opmærksomheden ved hende. Albertine ser man som en bifigur langt bag i billedet, idet døren åbner sig og hun kaldes ind til un- dersøgelse. Ikke det enkelte offers skam og kval, men selve samfunds-skjændselen er billedets gjenstand. Det er pauperismens uhyggeligste yngel, selve den prostituerte kvindekaste, maleren har villet stille os for øie, og han har gjort det så »skjærende ubehagelig sandt«, at man aldrig glemmer det. Til hovedpersoner har han udvalgt sig to modbydelige, overmodne rutinepiger. I fuld legemstørrelse eller mere end det har han stillet dem længst fremme i billedets første plan. De er malt med en voldsom kraft og påtrængende illusorisk. De går én lige ind på livet med sine rå opsyn og skidne smil, uvilkårlig viger man et skridt til- bage fra dem. Fløielen og silken spænder stramt om deres modne legemsfylde, smag- løst udmaiede fjærhatter kneiser over det krusede pandehår og sminkede kinder. Og fra disse to figurer, hvori frækheden kulminerer, er den prostituerte type varieret lige ned til den arme, usselt klædte fabrikpige, som første gang er fakket på lastens vci. Da man dengang trådte frem for Albertine-billedet, var det vistnok for de fleste med en hjærtebeklemmende følelse. Det var som, var man i stue med alle disse »ind- registrerede« piger, hørte stiveskjørterne rasle, kjendte stanken af patchouli og legems- dunsten i det lumre rum. Man formelig følte en slags angst for at skulle bli opdaget derinde og få en rå latter skyllet ud over sig. Man fik trang til at komme bort — ud i frisk luft... ’) Billedet blev udstillet i et ledigt lagerrum i forretningsstrøget. Kunstforeningen vilde selv- følgelig ikke ha det, og da Krohg søgte at få leie en sal i Studentersamfundet, tik han afslag af be- styrelsen, som var ræd for at »komme i mosaiken hos Amandus«. 250