Norske Malere Og Billedhuggere
2. Fransk Malerkunst - Norske Kunstforhold - Norsk Malerkunst I De Sidste 25 År

KAMPEN FOR TILVÆRELSEN. Så virked Albertine-billedet selv på de mest fordomsfri. Og man kan ikke undre sig over, at godtfolk ilte derfra, bestyrtet, oprørt, på det dybeste krænket i sin moralske eller æsthetiske bevidsthed. Thi i virkeligheden overskred billedet langt, hvad man dengang var vant til at anse for kunstens grænser. Albertine-stridens moralske side hører ikke hid. Her skal kun konstateres det faktum, at Krohg med sin optræden gav stødet til en virkelig social reform: Den offentlige, af politiet tolererte og kontrollerte prostitution blev afskaffet. Forunderligt er det, at nogen nogengang har kunnet tvile på alvoret i bogen og billedet.1) Selve den voldsomme energi-anspændelse, hvormed billedet er malt, rent teknisk, skulde være nok til at overbevise om kunstnerens alvorlige hensigter. Aldrig har nogen nådd en sådan illusionsvirkning i norsli kunst, aldrig en større lys- kraft, aldrig var der set en bredere, fastere penselføring. Slig arbeider bare en stor maler, som har noget vigtigt på hjærtet. Man må se billedet i lys af den sandhedsdyrkende kunstanskuelse som Krohg forfægted og som for ham var noget mere end en æsthelisk doktrin. Bag Albertine- bogens dristige naturalisme og bag Albertine-billedets brutalitet øines en mand fuld af menneskelig medfølelse, en mand, som først og fremst har trangen til at forstå, men dernæst også trangen til at hjælpe — »for hjælpe vil de, ifald de ikke hører til de falske evolutionister...« Eiendommeligt er det derfor, at hverken bogen eller billedet om Albertine vandt nåde for impressionisten Hans Jægers øine; det var ikke selvoplevet kunst: »Du har aldrig ståt derinde i politilægens venteværelse — skriver han — og set Albertine vandre sin første pinefulde gang til den forsmædelige stol.... Du har malt efter »naturen«, ganske vist; men den »natur« du har malt efter, er ikke Albertine i politilægens venteværelse; det er en samling modeller i dit eget atelier. — Dog som sagt, det skal være dig tilgit, at du har begåt dette atelier- billede — for jeg ved, det blir dit sidste. Du skal nu til at male det, du har set. Du har ståt der- nede på hjørnet af Karljohan og Skippergaden og set denne qiieu af forsultne kjærringer og unger, der alle som en strækker de magre begjærlige arme i veiret, idet døren åbnes og brøduddelingen begynder. Du har ståt der grebet af dette syn og svoret ved dig selv, at det billede vilde du stille frem for offentligheden, forat slig som du var blet grebet af det, slig skulde hele almenheden bli det.«2) I 1890 var Kampen for tilværelsen færdigt og kjøbtes til Nationalgalleriet. Det er fremdeles om det sociale problem, at Krohgs kunst kredser. Efter at ha malt skammen maler han sulten: Decembermorgenens første solguld forgylder Kopp-gårdens kuppel oppe i Karl- johan, mens Kirkebakken endnu ligger i grålysning. Gaden er tom. »Skikkelige folk« ligger under dynerne, og butikkerne har ikke fåt lemmene fra vinduerne. Bare en konstabel patrouillerer i bakken, godt og varmt klædt. Men længst fremme i det kolde 9 I Boecks bibliothek (i Videnskabsselskabet i Trondhjem) findes 3 tyklæ bind med avisudklip fra Albertine-striden. 2) Impressionisten No. 4, citeret efter Thv. Boecks Alberline-samYing. 253