Norske Malere Og Billedhuggere
2. Fransk Malerkunst - Norske Kunstforhold - Norsk Malerkunst I De Sidste 25 År

CHRISTIAN KROHG. halvlys stimer en broget sværm mod en dør som åbner sig: Blåfrosne og gustne fjæs, begjærlig brændende øine, griske skidne hænder på tynde håndled, falmede uldvester, lappede skjørter, grelle skjærf, bunkede blikspand, fillete kurver.... vælter sig mod døren. For ud af døråbningen rækker en fin, hvid ringbesat hånd, hvis eiermand er usynlig, stykke for stykke af brød, som den forsultne hob slås om. Når man sammenligner de to malerier Albertine i venteværelset og Kampen for tilværelsen, virker ikke Hans Jægers theori om den sande impressionisme overbevisende. Det sidste billede står afgjort tilbage for det første. Meget muligt, at Krohg ikke har ståt deroppe i politilægens venteværelse, men hans billede fik ialfald os til at stå der. Og det er vel så vigtigt. Kampen for tilværelsen er ikke tilstrækkelig impressionistisk malt, det virker netop som et atelierbillede. For at en sådan klump-komposition skulde kunne virke, måtte fattigsværmen være ganske anderledes masseagtig og helt set og intensere be- væget. Man tænke sig f. ex. Daumier tumle med det samme emne! Maleren har git sig for meget af med at fortælle om de enkelte modeller og der- under glemt Manets advarsel mod ikke at »stoppe i lide«. Derfor er billedet blit en ideal illustration for et socialistblad, men ikke noget fuldkomment maleri. Der findes fortræffelig malte enkeltheder (som det blåfrosne jentehode midt i sværmen); men billedet er ikke helt mestret i tone. Det er nokså magert for øiet. Desuden blander stænk af sentimentalitet sig i skildringen og almin- deliggjør indtrykket. Det hjælper ikke, at dette varmhjærtede polemiske indlæg i kampen for de »forurettede og undertrykte« kan ha lokket en tåre frem i mangt et øie som har set det. Medfølelsens tåre har megen dårlig kunst også lokket frem. Det er ikke på den, det kommer an i kunsten, men på det glædesglimt i øiet, som møder det fuldkomne værk, selv om emnet er aldrig så traurigt eller frastødende! Påfaldende er det, hvor let den litterære tendens tar overhånd i Krohgs kunst, såsnart han indlader sig på større kompositioner. Derimod går som regel hans maler- kunst klar af alle skjær i billeder, som har karakteren af »udsnit«. Albertine-billedet var imidlertid en undtagelse fra regelen, fordi hangen til det novellistiske overfor dette emne allerede var udløst gjennem bogen. Billedet er helt og kraftig malerisk, uden at det netop er fremragende som komposition. Mens dette hans hovedværk savnes i Statens Kunstmuseum, hænger derimod sam- mesteds — formodentlig tilfældigvis! — et billede fra Krohgs senere år, Øienvidner (1895) kaldet, som på den uheldigste måde blotter hans svagheder. Billedet er en fjerdeakt- scene før tæppefald på et folketheater: Døren går op til kapteinens dagligstue, og to oljeklædte sjøulker træder dystert ind i lampelyset, mens den unge smukke enke springer op og forstår og slår hænderne sammen, som på theatret. Den tredjepart 254