Norske Malere Og Billedhuggere
2. Fransk Malerkunst - Norske Kunstforhold - Norsk Malerkunst I De Sidste 25 År

GERHARD MUNTHE. Men Ludv. Munthe kjendte Düsseldorf altfor vel til at ville råde sin unge halv- fætter at fortsætte sin uddannelse i den indestængte rutine, som hersked her. Mærkelig nok opmuntred han ham dog ikke til at reise til Frankrige eller til Holland, hvor han selv havde lært sit bedste. Men heller ikke til Gudes atelier i Karlsruhe, hvor de ileste norske malere på den tid søgte hen, råded han ham at reise. Ludv. Munthe stod Gudes retning nokså fjernt, og han havde ikke meget tilovers for akademi- uddannelsen i det hele. Selv var han væsentlig autodidakt, og han synes ikke at ha næret nogen betænkelighed ved at se sin talentfulde unge slægtning i 1877 reise til München, leie sig eget atelier og begynde at male på egen hånd. Gerhard Munthe havde da været et år hjemme i Norge og malt ved Mjøsen og Glommen.1) Det var lige i nærheden af det gamle pinacothek, at Gerhard Munthe havde fundet sig et atelier, og han blev til at begynde med en flittig besøger af den udmær- kede samling af gamle billeder. Han har dog vistnok mere gåt omkring og set på billederne end kopieret dem. Jeg kjender ialfald ikke kopier af Gerhard Munthe efter gammel kunst. Men han fortæller selv, at han var svært påvirket af de gamle, og ikke mindre af figurmalere som Rembrandt — hans herlige serie småbilleder af pas- sionshistorien — end af de hollandske landskabsmalere. Derimod stod han helt kold og fremmed overfor et fænomen som Rubens. Gerh. Munthe har altid havt det, man kalder »let for det«, og hans kamerater fortæller, at han i den tid med den største lethed malte billeder ud af hodet i de gamle mesteres manér. På den måde havde han også sit gode udkomme i München. Men det gik ham som de andre. Han blev ræd for at være der for længe. Det laldt for let at leve og for let at male i München. Rutinen holdt på at vinde bugt med ham; han siger selv, at han havde altfor let for at »hærme«. Alligevel kan man se deilige ting fra Munthes Münchener-tid, mørkladne og varmt stemte, blødt harmoniserte billeder med enkle, realistiske motiver, som minder om motiverne i Ludv. Munthes kunst. Der hænger en studie fra 1880 i Kunstmuseet, en gave fra Olaf Schou. Det er bare en vårkvælds himmel med en bleg måne over en stump eng og et spinkelt, sortgrenet, bladløst træ samt en lav ås, som står sortagtig op mod himlen i det ene hjørne af billedet. Men det enkle motiv er git med en smeltet renhed og klang i farvetonen, så man hver gang gjenser den lille studie med inderligt behag. Koloristen er åbenbar nole i en slig stump maleri.2) ’) I 75 solgte han (for 60 spd.) sit første billede til Kunstforeningen, Storvask på landet hed det; i 76 leverte han et større billede I Hæggebærtiden og et mindre vinterbillede fra Mjøsen, i 77 et Motiv fra Glommen, i 78 en Måneopgang, i 79 et Skovinteriør, i 80 en Morgenstemning med troste- fangere, i 81, 82 og 84 større landskaber i høstslemning eller gråhjsning. 2) Hjemme hos Olaf Schou findes et ypperligt udvalg af Munthes gamle stadier, dybe i tonen, men koloristisk og freidig gjort. Her findes også et mindre billede Sneboldkastning (1885) med 18—20 figurer, noget rutinemæssigt. 264