Norske Malere Og Billedhuggere
2. Fransk Malerkunst - Norske Kunstforhold - Norsk Malerkunst I De Sidste 25 År
Forfatter: Jens Thiis
År: 1907
Forlag: John Griegs Forlag
Sted: Bergen
Sider: 441
UDK: St.f. 75(48)Thi
En Fremstilling Af Norsk Billedkunsts Historie I Det Nittende Århundrede Med Oversigter Over Samtidig Fremmed Kunst
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
DET ØSTLANDSKE LANDSKABS MALER.
den natur, som rår sig selv, han søger, som den, menneskene har fåt bugt med. Han
har sin glæde af kultur, men mest af bondekulturen.
Han synes om de store gårde, som ligger frit på bakken med svalegang og stabbur
og de brede låvebygninger, med tjøs og uthus grupperet borgmæssig på gammelnorsk
vis i firkant om tunet, med de vidtstrakte jorder foran sig og en blandet skog af gran
og løvtræ bag sig.
Han er vel hjemme på en slig gård. Han har færdedes i den forvoksne have,
har fulgt slåttekarene til de fjerneste jorder og været med at lete efter hestene i heste-
hagen. Han er fortrolig med alle gårdsredskaberne, er gårdshundens ven, ved nøiagtig,
hvordan alt ser ud indvendig i stuerne og i det blåmalte kjøkken, og har set, hvad
der gjemmer sig af gammel stås i de rosemalte kister på stabburet.
Men kanske går dog hans kjæreste vandring alene langs bækken, som bugter
sig mellem or og pil nerigjennem utmark og jorder. Helst kanske om våren, når den
skvaldrer afsted mellem smeltende sneflak og vintergule tuer, når blåveisen pibler
frem i solbakken, og pilen står med lodne »gåsunger« og skinner i det skarpe sollys
med silkebark på smekre grene. Men han har også søgt didned, når or og asp står
tæt og grøn, og bækken er liden og mat og skinnende blå under julihimlen. Eller
når den første våte decembersne drysser i svære filler over det stenete bækkeleie og
sloges af den grå strøm.
Ja, der er kjendt og hjemligt for en østlænding at færdes i Munthes landskaber,
disse nærsynte landskaber med næsten bare forgrund, hvor hver liden tue og kvisten
og bladet og bæret får lov at være med, endda penselen har ført sig så frit og bredt
og ikke pirket med noget!
Det første betydningsfulde gjennembrud i Munthes kunst var det store billede
fra Vik i Stange, som han malte i 1884, og som under tittelen Høånnen hænger i
Kunstmuseet. Det året, da Høånnen var udstillet på høstudstillingen, var det som
alle andre billeder blev mere eller mindre sortsmusket og brune. Så dagklart og
gjennemfiltret af lys var dette sommerlandskab med hesjen på stubbemarken, den
lubne orebusk i forgrunden og det lindt buede bakkedrag længst bag på den anden
side af en blank vik af Mjøsen. Over busk og eng og slåttekaren, som spiser sin
davre i den knappe skygge af hesjen, dirrer den hele godveirsluft, og sollyset er så
stærkt, at det rent tar kraften fra lokalfarverne. Men det, som var malt med ene-
stående dygtighed i dette billede, var terrainet i forgrunden, den afslåtte eng med dens
småtuer og stubbegræs, med hjulsporet og den hvite solbagte lerjord. Sligt studium
og klarsyn på enkeltform, slig beherskelse af detaljen, som i marken og i forgrundsbusken
her — der smetter luft mellem hvert blad! — var ikke set før i norsli landskabskunst.
NOBSKE MALEBE OG BILLED11UGGEKE. II. — 26.
269