Norske Malere Og Billedhuggere
2. Fransk Malerkunst - Norske Kunstforhold - Norsk Malerkunst I De Sidste 25 År

GERHARD MUNTHE OG PRYDKUNSTEN. spundet et broget og uredigt væv i hans indbildning, som måtte udløses. Og gilde farver fra jenternes dragter, fra kisternes »roser«, fra brogede kråskab og ølboller og gamle naive billedtæpper havde bidt sig fast i hans malerhukommelse og lå der og forlangte at leve opigjen i norsli kunst. Dertil kom den rent patriotiske stolthed over, at vi eied en sådan folkearv, og harmen over, at få eller ingen blandt de dannede klasser agted på den, at arven dag for dag gled os mere af hænde. Ganske særlig fremmed stod kunstnerne overfor vor nationale bondekultur. Vistnok satte den unge norske malerkunst på en måde sin ære i at være national. Men ingen streng bandt den til nationens fortid, til folkets gamle, i bygderne forplantede kultur. Munthe så sig om i naturalisternes billeder og i sine egne landskaber: troværdige, dygtige afbildninger af en flæk hjemlig natur — den jevne, bebyggede, uromantiske. Men hvor lidet alligevel denne naturalisme tik med af landet og folkelynnet! Hvor meget den målte la ligge, hvor meget det, som den ikke aned eller ligegyldig vraged! Hvor snever den tumleplads, som var indrømmet fantasien! En slig udstilling af naturalistiske landskaber, grønne og hvide, sommer og vinter, den virked ensformig, næsten uniformeret, det stod ikke til at nægte. Der var ingen rigtig pryd ved denne kunst. Pragtglæden, som ligger bag al kunstglæde som en primitiv drift, revolterte sluttelig mod denne evige nøglerne og »riglige« naturalisme. Og Munthe blev dens målsmand. MUNTHE Kong Olav farer på gjæsting (Snorre).